Mangler sommerhuse: Feriehusudlejer kommer med opråb
Selvom flere feriehusejere i Thy vælger at udleje, står gæsterne stadig i kø
Med udsigt til en ny travl turistsæson i Thy-området kommer det lokale udlejningsbureau Feriepartner Thy nu med en opfordring til alle sommerhusejerne i området.
- Overvej, om I kan undvære jeres sommerhus i nogle uger i højsæsonen, og lej det ud til turisterne. Det gavner både udlejere, det lokale erhvervsliv og turisterne. Mange danske og udenlandske turister har allerede nu sikret sig en eller flere uger i et lejet sommerhus i Thy-området den kommende sommer, og det tegner igen til at blive en god turistsæson i kystbyen, skriver bureauet i en pressemeddelelse.
Den store efterspørgsel får samtidig den lokale feriehusudlejer Feriepartner Thy til at sende en velment opfordring til alle områdets feriehusejere, om at endnu flere vil overveje at udleje deres sommerhus i nogle uger i løbet af højsæsonen til gavn for hele lokalområdet.
Attraktivt område
2022-tal fra Danmarks Statistik viser, at Thisted Kommune råder over 3.682 feriehuse i alt, og på sidste års travleste sommerdag var cirka 27 procent af disse udlejede til gæster via udlejningsbureau.
Det er dermed kun en lille del af det samlede antal feriehuse i kommunen, der stilles til rådighed for udlejning til turister via udlejningsbureauer.
Og selvom flere feriehusejere i år har valgt at udleje deres huse, er der ifølge Feriepartner Thy efterspørgsel fra endnu flere turister, der ønsker at tilbringe sommeren i Thy-området.
- Vi oplever, at der er virkelig mange turister, som er glade for at tilbringe en del af deres ferie i Thy, og med det nuværende salg kan vi se, at vi får behov for endnu flere sommerhuse i de populære uger hen over sommeren. Derfor håber vi, at endnu flere sommerhusejere i Thy vil overveje, om de kan undvære deres sommerhus måske bare i nogle uger i løbet af højsæsonen, siger Jonas Foged Holm, salgschef og partner hos Feriepartner Thy.