Mange klar til Thys hurtigste skovtur: De får konkurrence af en kendt cykelrytter
Med over 230 til start ved lørdagens Nytårsgravel i Thy er succesen hjemme for arrangøren.
Siden 2017 har Jacob Østerby Binzer sendt folk ud på cykel på grusveje i skov og nationalpark i Thy på årets næstsidste dag.
Han glæder sig over at så mange tager imod invitationen til at få en fed natur-tur og en på opleveren, og at cykelrytteren Michael Valgren Hundahl igen er med.
- Det er mega positivt at vi kan samle så mange, som har fået det som en tradition at cykle med i Nytårsgravel i Thy. Folk kommer langvejs fra for lige at få rørt benene en sidste gang i 2023, fortæller Jacob Østerby Binzer.
Han tror, at forklaringen er, at det er et løb, som er attraktivt for rigtigt mange, og at man får noget for pengene.
- Vi vil gerne være kendt som en budget-løb for alle der vil ud at cykle. Det er uanset om man vil cykle stærkt eller tage turen i mere roligt tempo. Man betaler et billigt startgebyr og får alligevel en pakke med et velorganiseret løb med gode gennemprøvede ruter og oplevelser. Men man får også bagefter varm gullasch-suppe, kaffe og kage bagefter. Det er med til at gøre det til en socialtur også, siger Jacob Østerby Binzer.
Han mener, at det er fedt, at Michael Valgren Hundahl har meldt sin ankomst.
- Jeg ved at mange synes det er sjovt at prøve at følge en så stærk rytter, siger Jacob Østerby Binzer.
Det er stadig muligt at tilmelde sig.
Nytårsgravel Thy har forlænget tilmeldingsfristen til fredag 29. december klokken 18.00 på Sportstiming.dk
Ruterne man kan vælge er henholdsvis 26 kilometer, 40 kilometer, 60 kilometer og 80 kilometer, og man kan køre på gravel-MTB eller anden cykel egnet til grusveje.
Start og mål er igen ved gården “Tandrup”, Tandrupvej 2, Vester Vandet.