Billede beskrivelse

Lovende band debuterer på hjemmebane

15. april 2022 kl. 08.00

Thisted Musikteater slår fredag 22. april dørene op for en debutkoncert med POPS, et lovende Thistedband, der repræsenterer flere generationer i såvel musik som medlemmer.

I den ældste ende er det Peter Haandsbæk og Mikael Bertelsen, der i årtier har været en del af Thisteds musikscene; i den yngre ende Nicklas Steen Jensen og Kristian Lorenzen, der stod bag Magnolia Shoals og har været en del af URT miljøet.

De fire dannede POPS op til coronanedlukningen og tager nu hul på sæsonen. Udover koncerten i musikteatret er der et par festivaller og sommerkoncerter på programmet.

Desuden er de aktuelle med en single, sangen Propellers, der som resten af deres sange er skrevet af Peter Haandsbæk.

POPS ser sin musik som et modsvar til computerstyret musik. De hylder den naturlige lyd og foretrækker sang og instrumenter af træ frem for elektronik.

Aftenen i musikteatret varmes op med Smugler, et ungt Århusband med rødder i Thy. Også Smuglers musik er ”håndholdt”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste