Billede beskrivelse

Lokal kvindegruppe skaber kampdagsfest på Agger Darling

06. marts 2024 kl. 06.02

På Kvindernes Internationale Kampdag, fredag den 8. marts, er det den lokale kvinde netværksgruppe ” Kvinder i Thy”, der står for at skabe en fest på Agger Darling, som om aftenen har LIGA på plakaten.

De to ildsjæle og stiftere af kvindegruppen, Helene Toft Thomsen og Helene Elisabeth Dam Jørgensen, begge bosat i Klitmøller, har valgt at slå to fluer med et smæk med arrangementet. Nemlig at det den 8. marts er Kvindernes Kampdag, som jo skal fejres, men også at det den 8. marts er præcis et år siden, at de stiftede gruppen ”Kvinder i Thy”, som det første år har samlet op til 130 medlemmer.

- Vi vil som en kvindegruppe selvfølgelig markere Kvindernes Internationale Kampdag, men i år har vi et tema, som hedder ligestilling og fællesskab. Og det er ligestilling forstået i bred forstand, så vi får skabt en fest, hvor både mænd, kvinder og nonbinære og alle andre er inviteret med for at fejre vores forskellighed og vores fællesskab gennem de ting, som binder os sammen, fortæller de.

De kontaktede Agger Darling for at høre, om de ville være med til at holde festen.

- På Agger Darling var de med på ideen, så vi har sammensat et program for aftenen, hvor man enten kan deltage i hele vores program, som starter klokken 17.00 eller blot købe billet til Agger Darlings programsatte koncert med LIGA, og således være med til at feste med os, forklarer de to gange Helene.

Billede beskrivelse

En kæmpe fest

Der er planlagt en kæmpe fest, som kommer til at indeholde lidt af det hele. Programmet for aftenen starter klokken 17.00, hvor dørene og baren åbnes, og man opfordres til at mingle og tale med nogen – især dem man ikke kender i forvejen.

Derefter er der velkomst og et indslag med den lokale forfatter fra Klitmøller, 20-årige Laurits Balker Jørgensen, der vil læse op af sin digtsamling ” Den tynde Generation”, som han udgav i 2023. Det er en øjenberetning fra en ung mand, som er vokset op under den for tiden voksende præstationskultur. I 2024 udkommer han med sin anden digtsamling.

Efter indslaget fra Laurits er der fællesspisning. Og før desserten hiver gruppen Ølkassen frem, som er et fast element, når gruppen mødes. Det er en slags Speakers Corner, hvor modige kvinder stiller sig op og fortæller om enten en optur, en nedtur eller en omvej. Og den 8. marts er det Anja Egede Bjødstrup, der har meldt sig til at indtage Ølkassen.

Hun vil fortælle om, at det er fire år siden, hun sidst stod på en scene og spillede sine egne sange. Præcis hvad hun vil fortælle og underholde med, må man vente med at se den 8. marts. Efter Anjas indslag serveres der dessert.

Billede beskrivelse

LIGA og afterparty med DJ

Klokken 20.00 går LIGA på scenen – og så snart Nicky Russels vokal møder Ihan Haydans trommer – så er festen begyndt. Men når LIGA takker af, så fortsætter festen. ”Kvinder i Thy” har nemlig mere på programmet. Klokken 22.30 tager DJ Louie G over, og hun spiller op til fest og dans med et repertoire af gode kvindesange – blandt andet.Festen lukker og slukker klokken 2.00.

Man kan købe to billettyper en med pisning, LIGA koncert & Afterparty 17:00 - 02:00 eller en udelukkende til LIGA koncerten fra 20.00 – 22.00. Billetsalget sker gennem Agger darlings hjemmeside.

For dem, der ikke bor lige i nærheden af Agger, har ”Kvinder i Thy” fået et godt tilbud for overnatning og morgenmad hos Kulturhotel Hawkraft – og de oplyser, at der er flere andre muligheder for overnatning i Agger.

Gruppen arbejder lige nu på en løsning for fælles transport mellem en håndfuld større byer mellem Thy og Agger Darling. Oplysninger om transport kan man få ved at sende en mail til ”Kvinder i Thy”.

Så der er lagt op til en kanonfest på Kvindernes Kampdag den 8. marts på Agger Darling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste