Lørdagskoncert med kirkens egen organist og fællessangsaften med tre jubilæer
Vestervig Kirkes sommerkoncerter lørdag over middag 25. juli og onsdag aften 29. juli
VESTERVIG: 25. juli over middag er der lørdagskoncert i Vestervig Kirke, hvor organist Hans Henrik Gramstrup Larsen på kirkens Marcussen-orgel spiller musik af bl.a. Bach, Reger, Stamm og Tombelle. Entreen er 50 kr.
Og onsdag aften 29. juli er der så fællessange og digte i kirken, hvor kirkesanger Birte Aarup med sang og oplæsning og Hans Henrik Gramstrup Larsen på orgel og klaver står for programmet.
Sommerens anden orgelkoncert er med altså med kirkens egen organist, Hans Henrik Larsen. Hans Henrik Gramstrup Larsen startede med at tage Præliminær Organisteksamen på Vestervig Kirkemusikskole. Herefter blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatorium med professor Ulrik Spang-Hanssen som hovedfagslærer. Efter endte studier i 2002 har han virket som vikar - i en længere periode i Hurup - indtil han i 2004 blev ansat ved Vestervig og Agger kirker. Han er en meget brugt akkompagnatør i området. Videre er han bibliotekar på Vestervig Kirkemusikskole.
Den traditionsrige aften med sommersange i Agger Kirke holdes i år i Vestervig Kirke onsdag 29. juli. Under coronarestriktionerne er der nemlig plads til flere syngende mennesker i Vestervig Kirke - fortiden 130. Der er gratis adgang. Programmet for denne fælessangsaften er inspireret af et ganske særligt år 2020 - 250-året for Ludwig van Beethovens fødsel, 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark og 75-året for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse:
- Vi synger bl.a. sange og revyviser fra besættelsestiden og mange fællessange fra højskolesangbogen, siger Hans Henrik Gramstrup Larsen.
Nærmere på: www.vestervig-kirke.dk