Levende historie på Spøttrup i weekenden 20.-21. juni
Middelaktørerne får endelig mulighed for at lufte de flotte kjoler og de gamle hoser
SPØTTRUP: I weekenden 20.-21. juni indtager Spøttrup Borgs Venner borggården. Med lidt længere vinterforsinkelse end sædvanligt på grund af coronakrisen tager middelalderaktørerne nu hul på sæsonen. Og kvindernes flotte kjoler og mændenes gamle hoser trænger til at blive luftet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Museum Salling.
Spøttrup Borgs Venner er en frivillig forening, som støtter aktiviteterne på Spøttrup Borg. Foreningen tæller en del yngre medlemmer, som er faldet for borgens historie og middelalderen, fortæller Angelica Skov Nielsen:
- Vi hygger os rigtig meget med at fordybe os i, hvordan Danmark så ud, da borgen blev bygget. Vi går meget op i de forskellige håndværk omkring dragterne, maden, soldaterlivet - og så elsker jeg spøgelseshistorierne.
Spøttrup Borgs Venner har valgt pesten som et aktuelt tema for sin formidling og levendegørelse. Pesten - også kendt som ”den sorte død” - rasede fra midten af 1300-tallet i Danmark. Den kom fra Sydeuropa, hvor den slog op mod 40 pct. af befolkningen ihjel. Her i Danmark kan man se, at antallet af sjælemesser steg fra midten af 1300-tallet, og at eksempelvis Kong Valdemar Atterdag 1354 eftergav dødsstraf, hvilket højst sandsynligt har været på grund af mangel på arbejdskraft.
I borggården vil man denne weekend kunne møde flere personer med byldepest og også pestlægen samt dem, som ikke overlevede. Men hvis man holder afstand, så skulle det være sikkert at besøge den pestramte borggård. I løbet af weekenden vil der også være mulighed for, at hele familien kan komme med på en spøgelsestur rundt på borgen.
Melder sulten sig, så er der mulighed for kaffe og kage samt hygge i Café Borgen.
Nærmere på: www.museumsalling.dk