Billede beskrivelse

Krom og kværn: Her kan du se fede motorcykler skærtorsdag

En forårsbebuder er tilbage efter to års corona-fravær

11. april 2022 kl. 14.00

Skærtorsdag 14. april er det igen tid for alle motorcyklister i Thy til at markere, at foråret atter er over os, og det igen er tid for os til at komme ud og køre på vores kære motorcykler.

Det skriver Steen Christensen på vegne af MC Stompers Thisted i pressemeddelelse.

- Dette år er det lidt specielt, da vi på grund af Corona epidemien har været nødt til at aflyse arrangementet de sidste to år, så denne gang er vi virkeligt opsatte på at genoptage denne gode forårstradition her i Thy. Sæsonstarten i Thisted har været holdt i mange år efterhånden, dog undtaget de sidste to år, og vi glæder os over at deltagerantallet stiger år for år, og alt afhængig af, hvordan vejret arter sig, forventes der at dukke 200 til 400 forårskåde motorcyklister op på havnemolen overfor det nye havnetorv i Thisted ved middagstid skærtorsdag. Vejrudsigten siger tørt køligt forårsvejr, men det vil helt sikkert ikke afskrække de mange Thy motorcyklister fra at dukke op og fejre at det igen er forår, lyder det.

Motorcyklerne vil være linet op på havnemolen indtil kl. 13 hvor starten går til en fælles tur rundt i det forårs klædte Thy.

Turen slutter efter en times tid ved MC Stompers klubhus på Hundborgvej , hvor der serveres kaffe med hjemmebag m.m. og her vil der igen være lejlighed for deltagerne til at få en sludder med hinanden på dette års første større motorcykel arrangement.

Den lokale motorcykelklub i Thisted, MC Stompers, er arrangør. Alle er velkomne til at deltage i dette arrangement.

- Vi glæder os over den flotte tilslutning der er til arrangementet, og ikke mindst er vi glade for at se flere og flere borgere fra Thisted som vender forbi havnen for at se de mange cykler når de tager ud på turen, skriver Steen Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste