Koncert med Unbeldí i Thisted Musikteater
Onsdag 30. marts vender sopranerne Gemma García Maciá, Mariá García Maciá Pepa García Macía tilbage til Thy
THISTED: Kulturforeningen Tysted får igen sprudlende spanske sopraner til Thisted.
- Siden koncerten i 2019 har mange spurgt os, om vi ikke kunne få de tre spanske søstre herop igen, fortæller foreningens formand, Hans Otto Kjær om Unbeldí, der vakte stor begejstring hos thyboerne.
- Og livlige var de, samtidig med, at de sang helt utroligt godt, fortsætter han i beretningen om et repertoire af spanske sange, operaarier og flere kendte sange af nutidens kunstnere.
Tysted er en af de små foreninger i Thy, men den har gennem de sidste 10 år ihærdigt præsenteret opera og klassiske solister ved godt besøgte koncerter forskellige steder i Thisted.
- Foreningen blev stiftet den 12. december i 2012, så vi er foreningen af 12.12.12 - og på nær en koncert har det udelukkende været med sangere fra Spanien. Og det skyldes, at vi har et helt usædvanligt godt samarbejde direkte med et musikkonservatorie i Valencia, hvor en professor i sang sørger for at motivere de største unge talenter til en tur op til os - og lige siden starten er de kommet direkte til Thy for at give koncert for os, for så at tage hjem igen, bemærker Hans Otto Kjær.
Også onsdag 30. marts, i foreningens fejring af sit 10-års jubilæum, kommer solisterne direkte fra Spanien til den hyggelige sal i Thisted Musikteater, og solisterne ledsages af den spanske pianist José Alberto Aznar Asencio.
Sopranerne Gemma García Maciá, Mariá García Maciá Pepa García Macía og pianisten kommer fra egnen omkring Alicante - og ja, de er søskende, som navnene antyder. De er ud af en korfamilie, hvor sang har været en central del af en lang tradition med professionelt udøvende kunstnere.
- Både vore bedsteforældre, forældre, onkler og deres børn har, eller er, aktive i sangmiljøer, fortæller Mariá García Maciá.
De tre sangere har hver især færdiggjort studier ved forskellige konservatorier og har formet deres professionelle karrierer, hvilket har bragt dem rundt til mange scener i verden, men en gang imellem optræder de sammen, og det gør de så i Thy.
- Denne gang har vi også valgt et mere bredt repertoire end vi har gjort så tit. Mange andre gange har det næsten udelukkende været lied og operaarier, der har været på programmet, men den sammensætning, de tre søstre havde sidste gang, den lykkedes altså. Tror man, at det udelukkende er arier, vi skal høre fra de tre lyriske sangere, vil vi lige gøre opmærksom på, at der altså også er andet på programmet denne aften, siger formanden for Tysted, der er utrolig glad for, at lokale sponsorer igen har hjulpet med til at gøre denne oplevelse mulig.
På hjemmesiden www.tysted.dk kommer hele programmet så snart sangerene er færdige med at sætte det sammen.
Her kan der også læses mere om de tre sangere og der finder man et link til køb af billetter. Man kan også købe billetterne hos Føtex i Thisted.