Koncert er ikke udsolgt alligevel: Nu er ekstra billetter dukket op
THISTED: Niels Hausgaards koncerter i Thy er altid udsolgt på rekordtid.
23. marts er den populære troubadour tilbage i Thisted med sin 2022-turne ”Lad det nu ligge”. Igen er billetterne blevet revet væk, og mange har fået opfattelsen af, at koncerten var udsolgt.
Men det er altså stadig muligt at sikre sig billetter, fortæller Klaus Guldsmed.
- Vi har altid solgt billetterne til Hausgaard-koncerten både fysisk og på internettet. Det har dog alligevel skabt forvirring blandt nogle i år, siger Klaus Guldsmed.
- Det er meget underligt. Men jeg har oplevet kunder, der troede at koncerten var udsolgt. Det er den altså ikke, siger Klaus Guldsmed, der har en lille bunke på omkring 35 billetter tilbage på Store Torv 3 i Thisted.
Koncerten med Niels Hausgaard finder sted onsdag 23. marts klokken 19.30 i Thisted Musikteater. Arrangøren er Thisted FC.