Kom gratis på landets museer og kunstudstillinger
Fra den 9. september til den 15. september kan unge fra 18 til 27 år komme gratis på museer og udstillinger i hele landet i forbindelse med den landsdækkende kulturuge K7, som løber af stablen for femte år i træk.
Det eneste man skal gøre, er at få fat i et gratis K7-kort på K7’s hjemmeside.
I Nordjylland er det også muligt at komme gratis på museum eller udstilling i forbindelse med ungdomskulturugen.
For de, der bor i Aalborg og omegn er det blandt andet muligt at besøge Aalborg Historiske Museum, hvor byens historie er udstillet.
Du kan også tage forbi det populære Kunsten i Aalborg, hvor flotte kunstværker er udstillet.
Hvis man har lyst til at tage en tur til Skagen, så er Skagens Museum også en del af K7-ugen. Det samme gælder for Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring eller Vikingemuseet Fyrkat i Hobro.
Derudover er det også muligt at komme ind i nogle af de nordjyske teatre for kun 40 kroner, hvis man har et K7-kort.
Blandt andet står Limfjordsteatret klar med en forestilling om iscenesættelse på nutidens mange platforme, eller så kan man købe billet til Aalborg Teater, der viser forestillingen ‘Der Weltuntergang’ som er et underholdende undergangscabaret om jordens undergang.
Hvis man er ung i Nordjylland, er det en oplagt mulighed for at komme ud og se lidt kultur og historie ganske gratis i uge 37.
Listen over nordjyske museer og udstillinger findes på K7’s hjemmeside.