Christen Kolds fortællinger får smilene frem hos børnene i en scene, hvor Kold som gammel ser tilbage på sit farverige liv. Fra venstre Mie Løvås Larsen, Ejgil Enevoldsen, Marie Krogh og Sofie Krogh. Privatfoto
Det sker

Kold og Grundtvig går igen på gård i Thy

Fyrspillene har 29. juni premiere på egnsspillet "Oprøreren fra Thy" om Christen Kold, der er henlagt til den proprietærgård, hvor Kold var huslærer

29. juni 2022 kl. 11:34

SØNDERHÅ: Det myldrer af liv både på gårdspladsen og i porten til proprietærgården Kovstrup i Sønderhå i disse dage. På den gamle smukke gård kan man være heldig at støde på både soldater fra Første Slesvigske Krig og kendte personer som Christen Kold og selveste N. F. S. Grundtvig.

Det er dog ikke overnaturlige fænomener, der er på spil. Kovstrup er derimod ramme om årets forestilling ved egnspilforeningen Fyrspillene - med premiere 29. juni.

Der mangler ikke dramatik i årets Fyrspil. Her får fjenden ram på en af de danske soldater, spillet af Mogens Nielsen. Privatfoto

Forestillingen hedder "Oprøreren fra Thy" og handler om Christen Kold, skomagersønnen fra Thisted, hvis pædagogiske menneskesyn blev grundlaget for friskoler, efterskoler og højskoler. Det var netop på Kovstrup, Christen Kold som huslærer fik nogle af sine første undervisningserfaringer.

Fra landsoldat til højskoleforstander

Med et muntert glimt i øjet skildrer forestillingen Christen Kolds liv fra han blev frosset ud som lærer på grund af sine ”frie” undervisningsmetoder, over hans rejse som missionær i den store verden og hans mildest talt mislykkede karriere som landsoldat, til han endelig med Grundtvigs støtte kunne stifte sin første højskole i Ryslinge på Fyn.

- Det er en forestilling, der kræver hurtige kostumeskift, for stykkets 50 roller er besat med kun 40 skuespillere, så det skal indimellem gå stærkt, fortæller formanden for Fyrspillene i Sydthy, Heidi Søgaard Madsen ifølge en pressemeddelelse.

Sofie Krogh og Mie Løvås Larsen er to af de mange dygtige børneskuespillere, som er med i "Oprøreren fra Thy. Privatfoto

De mange kostumeskift foregår inde i laden ved porten, hvor sypigerne holder til med deres campingvogn. De står klar til at hjælpe, når der skal bindes kravatter og uddeles pikkelhuer i en fart. Og er naturligvis også klar med nål, tråd og saks, hvis der opstår akutte problemer med beklædningen undervejs.

Stor opbakning fra frivillige

Foruden de medvirkende i selve forestillingen er der næsten ligeså mange frivillige, der er aktive i alt det, der foregår rundt om forestillingen.

- Vi er nok ca. 100 frivillige i alt, når vi tæller det hele med. Vi har et tæt samarbejde med de lokale foreninger om salg af kaffe og kage, parkeringsvagt og alt, hvad der ellers følger med, siger Heidi Søgaard Madsen.

Efter aftenens premiere opføres ”Oprøreren fra Thy” på Kovstrup indtil 3. juli.

Nyeste