Klar til Stafet for livet: Sådan bliver arrangementet

Alle sejl sættes til 21. maj

06. april 2022 kl. 13.22

Lørdag 21. maj afholdes der Stafet for livet i Thisted med udgangspunkt fra Storetorv. Arrangementet kommer til at vare fra et halvt døgn, hvor der sættes fokus på den alvorlige kræftsygdom, som rammer mange familier. Gebyret for at deltage tilgår forskningen inden for Kræftens Bekæmpelse, men også alle de ekstra midler, der f.eks. gives af lokale sponsorer og alt det, der bliver solgt i løbet af dagen, går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Den nye formand for Stafet for Livet/Thisted-afdelingen, Preben Dahlgaard, byder velkommen på Storetorv, inden han giver ordet videre til en fighter, der skal holde den formelle åbningstale.

Lørdag 21. maj er der også Kulturens dag i Thisted Kommune, så planlægningen foregår derfor i et samarbejde med Kulturrummet og Kulturelt Samråd. Der bliver lagt en gårute i byen, som vil gå gennem Christiansgave, hvor der vil være aktiviteter på scenen først på eftermiddagen. På Alive-pladsen vil der være telte og hoppeborg på ruten, inden den fortsætter østover gennem byen tilbage til Storetorv.

På Storetorv vil der være aktiviteter det meste af dagen. Blandt andet vil der være væskebar i det tidligere ”Cocio” på Storetorv, ligesom der vil være underholdning på scenen flere gange sidst på eftermiddagen og aftenen. Om aftenen vil Lysceremonien finde sted med stille musik og tale ved provst Lisbeth Damgren. Lysposerne vil blive stillet op ad trapperne til kirkens græsplæne og blive stående indtil kl. 23.30. Imens vil der være musik, kaffe og kage i fighter-teltet og ellers uden for, hvis vejret er godt.

På Storetorv vil der være opstillet en storskærm, der skal være bindeled ud til de mange lokale ruter, der bliver etablerede rundt omkring i Thisted Kommune. Blandt andet i Sennels, hvor Karen Smed i år er koordinator og holdkaptajn. Med udgangspunkt fra Sennels skole laver de tre forskellige ruter, hvor deltagerne kan vælge og variere gåturene. Der vil også være en strikke- og hæklebod, hvor byens damer har produceret hele vinteren med salg for øje 21. maj.

Det lokale sangkor vil underholde, og der vil være yoga-undervisning, ligesom der kan købes kaffe og kage hele dagen. I Sennels afholder de deres egen Lysceremoni, men laver dobbelt op, så der er tilsvarende lysposer på Storetorv.

På Fayes Allé holder ”Bentes Ugler” til. Her er Bitten Højbjerg holdkaptajn, som fortæller, at familie, naboer og venner samles om hendes søster Bente, som selv er kræftramt. De har gjort det til en ”privat fest i festen”, som hun udtrykker det. Bente og hendes mand Lejf Brogaard er selv med på gåturene fra haven på Fayes Allé og ned omkring Tingstrup Sø. De er samtidig også vært for dagen og har fået oldemor til at være sponsor for arrangementet. Der bliver rigtig megen hygge og fællesskab på dagen, hvor der også bliver grint meget midt i alvoren i arrangementet, fortæller Bitten Højbjerg. Og så er det fantastisk at opleve Bentes ældste børnebørn gå ture for mormor med stort engagement.

Tømmergården i Thisted gør dagen til et personalearrangement, hvor man samles om en god sag, fortæller holdkaptajn Helle Warming. Firmaet støtter med at betale deltagergebyret, og så kan medarbejdere og deres familier komme og deltage i det omfang, de har lyst, med udgangspunkt fra afdelingen på Silstrupvej. Vi gør det til en festlig dag med godt socialt samvær samtidig med, at vi går ture for en god sag, fortæller Helle Warming, der tilmed er holdkaptajn for sin egen gruppe ”Team Mormor”.

Laura Yde, som er næstformand i Stafet for Livet i Thisted, er ansat på Sjørringvold efterskole. Hun er holdkaptajn for de elever, der holder weekend på skolen 21. maj. Skolen betaler deltagergebyret, og så laver de en rute med udgangspunkt fra Sjørringvold Efterskole. Sidste år blev det en rigtig god dag i strålende solskin, hvor eleverne blev introduceret til at gå for en god sag samtidig med, at de kunne relatere til deres egne familier, hvor flere var berørte.

Der kan fortsat tilmeldes hold på www.stafetforlivet.dk/thisted ligesom evt. spørgsmål kan rettes til formanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste