Repræsentanter for BDO og Spar Nord besøgte forleden Thy-virksomheden Kirk Plast Complete, hvor erhvervsprisen og statuetten blev overrakt. Fra venstre ses Per Ryberg, Spar Nord samt Jesper Kirk Krog, Norman Jensen og Ann-Dorthe Bjerregaard fra Kirk Plast – sammen med Anders Nybo Pedersen, BDO.
Det sker

Kirk Plast Complete modtager erhvervspris

30. september 2022 kl. 12:01

THORSTED: - Prisen og statuetten er et synligt bevis på, at I som virksomhed besidder det DNA, der skal til for at yde et særligt bidrag til vækst, velstand og dermed succes i dansk erhvervsliv.

Sådan står der i brevet fra pengeinstituttet Spar Nord og revisionsselskabet BDO til Kirk Plast Complete A/S.

Tildelingen af erhvervsprisen ”Succesvirksomhed 2022” skaber naturligvis glæde og stolthed hos både ledelse og medarbejdere på virksomheden i Thorsted.

Jesper Kirk Krog, medejer af Kirk Plast, hæfter sig især ved, at prisen gives for ”det lange seje slid”.

- Man kigger fem år tilbage og konstaterer, at vi kan finde ud af at tjene penge og holde ved, siger Jesper Kirk i en pressemeddelelse.

Han glæder sig over, at det har haft effekt at have fokus på optimering og effektivisering samt servicere kunderne, så de vender tilbage.

Kirk Plast hjælper kunderne med udvikling af cirka 80 nye plastemner om året.

- Vores kundeportefølje vokser støt, og det er ingen udfordring at have adresse i Thy, siger Norman Jensen, medejer i virksomheden i pressemeddelelsen.

Kirk Plast fejrede tidligere i år sit 25-års jubilæum efter opførelse af en ny tilbygning på 340 kvadratmeter.

Der er meget, der skal spille sammen, hvis en virksomhed skal have succes på den lange bane. Udover gode kunder og stabile leverandører er virksomhedens effektive og dygtige ansatte en hovednøgle til den positive udvikling.

- Det er vigtigt at pointere, at vi ikke kunne være blevet en succesvirksomhed uden kompetente medarbejdere, lyder det fra fabrikschef Ann-Dorthe Bjerregaard Skammelsen.

Erhvervsprisen ”Succesvirksomhed 2022” gives til små og mellemstore virksomheder, der klarer sig godt på en række finansielle parametre.

Virksomhederne skal

  • vise vækst i deres resultat før skat de seneste fem år
  • have en soliditetsgrad på mindst 15 procent i det seneste regnskabsår
  • have vækst i soliditeten de seneste fem år
  • vise evne til at skabe resultater

Kirk Plast hyldes sammen med de øvrige succesvirksomheder i området ved en regionsfinale i Aalborg 3. november.

Men lokalt er prisen allerede blevet fejret, idet alle medarbejdere og deres ægtefæller/partnere har været på restaurant Baghuset og spise sammen.

Annonceret indhold

Nyeste