Det sker

Kæmpe motorsportsdag med Malthe Jakobsen

15. august 2022 kl. 09:56

THISTED: Der er lagt i ovnen til alle elskere af fart og motorsport, når racerkøreren Malthe Jakobsen indtager Store Torv i Thisted på lørdag 20. august.

Her bliver der rig mulighed for at se de vildeste racerbiler og få sig en kæmpe oplevelse med at forsøge at slå Malthe i en simulator.

- Der kommer en masse fede biler blandt andet en Le Mans prototype, som er magen til den, jeg kører i nu, en formel 4 bil magen til den, jeg kørte i tidligere samt en masse andre spændende biler. Herudover kommer der en simulator, hvor der bliver mulighed for at konkurrere imod mig i Formel 1, fortæller Malthe Jakobsen.

Det er Malthe Jakobsen Motorsport, der sammen med Thisted Forsikring og Thisted By, står bag arrangementet.

- Det bliver den vildeste dag, hvor der bliver et tætpakket program hele dagen, hvor man selvfølgeligt kan se de fede biler, hilse på Malthe, dyste imod ham i simulatoren. Herudover bliver den en talk fra scenen med Malthe, Trophy´n´gear show, konkurrencer, mulighed for at købe merchandise eller måske et sponsorat og meget, meget mere, fortæller handelschef Michael Vendelbo.

Han glæder sig over, at arrangementet er kommet på skinner.

- Det er en fantastisk måde, hvorpå en lokal superatlet som Malthe er, møder sine lokale støtter og hvor vi bruger Thisted By og vores fremragende faciliteter til at bakke op om, i det her tilfælde, en lokal atlet fra øverste hylde, siger Michael Vendelbo.

Der er gratis adgang til arrangementet.

Annonceret indhold

Nyeste