Kæmpe festfyrværkeri på havnen: Initiativtager har en klar ambition
Når Rådhusklokkerne slår indgangsslaget til 2024, vil det igen i år blive markeret med et kæmpe festfyrværkeri på havnen i Agger.
Og igen i år er det Mikael Andersen, som i september blev ny forpagter af Agger Darling, der planlægger og står for alt arbejdet omkring fyrværkerishowet til alle, som måtte befinde sig i Agger på slaget 24.
I år har han allieret sig med Ilbjerg Festfyrværkeri fra Skive, som i 2018 købte hans eget fyrværkerifirma, Color Power Festfyrværkeri, der kommer til at stå for showet. Selv er Mikael Andersen uddannet fyrværker – så han ved, hvad han har med at gøre.
- Jeg har forhandlet en god pris på showet til i år. Og jeg lover, at der ved midnat bliver et kæmpe festfyrværkeri på havnen samtidig med, at der i år kommer en ekstra dimension til festen i forhold til sidste år. For man kan blive på havnen lidt længere og købe lidt natmad fra Agger Fiskebil, og mon ikke også der bliver noget med nogle pølser og nogle bobler, siger Mikael Andersen.
Doner penge til Agger Fælledpark
Showet er et led i en indsamling af penge til Agger Fælledpark ligesom sidste år. Frem til den 7. januar kan man donere penge ved at indbetale et beløb til Agger Beboerforening mobilepay nummer: 67224.
Ved indbetaling af 100 kroner eller derover får man et lod lagt i den store bowle hos Agger Købmandshandel, og så indgår man i en konkurrence på tre gavekort på henholdsvis 5.000 kroner, 3.000 kroner og 2.000 kroner. Efter den 7. januar vil der fra bowlen blive trukket de tre vindere. Overskuddet af det indsamlede beløb over 50.000 kroner vil blive doneret til Agger Fælledpark.
- Og går det lige så godt og måske endda bedre end ved indsamlingen sidste år, hvor vi indsamlede 132.000 kroner, så vil der blive et flot beløb til Agger Fælledpark efter alle udgifterne er blevet betalt. Agger Darling stiller i år en underskudsgaranti for hele arrangementet, fortæller Mikael Andersen.
Agger Fælledpark er et udviklingsprojekt under Agger Beboerforening, der arbejder på at gøre området til et sted, hvor børn og voksne kan mødes omkring bål, leg og andre aktiviteter.
Agger gør nytår til noget særligt
Men han fornemmer, at der i år er omend større interesse for arrangementet end sidste år – og at både borgere i Agger og gæster udefra har fundet ud af, at der nytårsaften sker noget helt særligt i Agger.
- Vores vision er at gøre Agger til det bedste sted at være nytårsaften i hele Thy. Selv afvikler vi et nytårsaftensarrangement på Agger Darling, og det samme gør Restaurant Tri. Alle butikker i byen holder åbent nytårsaftensdag og i dagene op til nytår. Så de turister, der kommer hertil og overnatter i sommerhusene eller i ferielejligheder for at feste nytårsaften, de har noget at komme efter og oplever liv i byen, siger Mikael Andersen.
Han håber, at så mange som muligt vil bakke op om arrangementet – og han hører på vandrørene, at flere borgere i år inviterer gæster nytårsaften, som ikke vil gå glip af fyrværkeriet på havnen, der udføres af professionelle fyrværkere – og som er noget ud over det sædvanlige med raketter og batterier hjemme på vejen.