Julemænd hopper i havbadet
Søndag 6. september kommer julemænd fra Dansk Julemands Laug til Vorupør
VORUPØR: I forbindelse med, at Dansk Julemands Laug har udpeget Thisted som årets juleby, holdes der mange jule-arrangementer i den første weekend i september.
Fredag 4. og lørdag 5. september er aktiviteterne placeret i Thisteds midtby.
Om søndagen ankommer de 38 julemænd, nissemødre og nisser så til Vorupør.
Her har julemændene og Vorupør Erhvervsforening sammensat en bred vifte af aktiviteter.
- Det starter kl. 10, hvor julemændene mødes ved Den gl. Butik. Så bliver der taget et gruppebillede. Herfra bliver de så kørt rundt om i byen i hestevogn. Alle vore medlemmer har fået tilbudt en julemand. Så det bliver spændende, siger formanden for Vorupør Erhvervsforening, Per Møller Nielsen, Vesterhavscaféen.
Erhvervsforeningen er i øjeblikket ved at finde ud af, hvor aktiviteterne kommer til at foregå.
- Det var lidt svært at lave aftaler, når vi ikke har måttet fortælle nogen om det. Det skal vi nu i gang med. Man kan holde sig orienteret om programmet på vores hjemmeside www.vorupor.dk. Men mon ikke slagteren har julemedister og julepostejen klar på dagen, siger tovholder Kim Poulsen.
Han fortæller, at der også arrangeres en fotokonkurrence i forbindelse med julesøndagen. Så det gælder om at finde en sjov vinkel på dagen. Billedet skal man uploade på foreningens hjemmeside, og Kim Poulsen lover ”mange flotte gevinster”.
Ved Den gl. Butik bliver der opbygget en julekulisse. Her kan alle interesserede - store som små - få taget julebilleder med julemanden.
Hele seancen slutter nede ved landingspladsen.
- Der bliver dækket op på parkeringspladsen ved Nationalparkcentret. Her skal julemændene spise risenrød og drikke saft. Bagefter følger Snedsted Garden dem ned til havbadet, hvor enkelte julemænd vil tage en dukkert og reklamere for vores vinterbaderfestival, siger Per Møller Nielsen.
Og så bliver der serveret juleglögg- og øl i Vesterhavsbyen, der helt sikkert kommer til at dufte af gran ...