Jul i legetøjsudstillingen
Alle inviteres til at komme en tur på Museum Mors og se legetøjsudstillingen
NYKØBING: Kender du historien om Færgen Valdemar eller Den Lille Træjolle?
Hvis ikke, så kender du måske et barn som gør.
Alle skolerne og børnehaverne på Mors har nemlig fået ti julehistorier fra museet. De er digtet med inspiration fra det gamle legetøj af kunst og kulturformidler Mette Elimar Jensen.
Den lille træjolle har tilhørt Karl. Hans forældre sejlede med fragtskibet Hercules og det er hans far Peder Tousgaard Jensen, som har snittet den lille jolle til Karl i 1880’erne.
Færgen og isbryderen Valdemar, sejlede mellem Nykøbing og Glyngøre.
I de kolde isvintre, når isen frøs til, brød Valdemar isen på fjorden.
Valdemar blev bygget på B &W i København i 1886.
Den blev bygget specielt til sejllads under isforhold.
Færgen i legetøjsudstillingen har Jens Christian Holt, søn af købmand Axel Holt, leget med.
Sammen med historierne har skolerne og børnehaverne fået tegninger af det gamle legetøj, som børnene kan male mens de lytter til historierne.
Så alle inviteres til at komme en tur på Museum Mors og se legetøjsudstillingen hvor man både kan læse historierne og se det gamle legetøj.
- Der er naturligvis også en masse andet man kan opleve på Dueholm Kloster. Der er allerede over 200 børn der kommer sammen med deres lærere og pædagoger, fortæller Mette Elimar Jensen.