Jonas Vingegaard kørte den i 2018: Nu kan du være med i løbet
Jonas Vingegaard kørte den i 2018. Nu er Thy Cykle Ring klar til endnu en udfordrende 2022-udgave af augustklassikeren Lønnerup Fjord Grand Prix.
10 gange op over bakken mellem Sennels og Lønnerup Fjord. Et løb, hvor man får prøvet benene af. Men det er også et løb, som mange cykler bare for udfordringens skyld.
Løbet er for både motionister og forklubbens egne ryttere. Børn med racercykel er også velkomne - de kører dog færre omgange.
- Vi plejer at være omkring 60 ryttere til start. Og én ting er sikkert: Alle får sved på panden. For bakken ved Sennels, som både Vingegaard og Valgren har brugt til træning mange gange, er en led modstander. Men først og fremmest er det bare hyggeligt at cykle sammen med en masse andre glade cykelryttere, lyder det fra Klaus Nielsen fra Thy Cykle Ring.
Man vinder ikke en præmie for at være hurtigst. I stedet udtrækkes der en stribe sponsorpræmier på rytternes rygnumre. Starten går på toppen af bakken klokken 18.30 ved krydset Mardalvej/Sennelsvej. Indskrivningen begynder en time inden.