
Ingen juleoptog i Thisted By i år
Aflysningen sker på grund af den tilspidsede corona-situation
THISTED: Der bliver ikke ho-ho-ho, juleoptog og karamelregn i Thisteds gågader og på Store Torv.
Thisted Handelsstandsforening har på grund af den tilspidsede corona-situation i Thy besluttet, at aflyse det populære juleoptog på søndag.
- Vi kan ikke i den nuværende situation forsvare at samle 4-5000 mennesker i Thisted gader og torve, som der typisk har været. Derfor har vi besluttet ikke at arrangere juleoptoget i år, lyder det Thisteds handelsstandschef Michael Vendelbo.
Han fortsætter:
- Juleoptoget har været en tradition i Thisted i 40 år. Det er derfor ikke med vores gode vilje, at vi ikke gennemfører traditionen. Julemandens ankomst og det store optog er så også til gengæld den eneste julebegivenhed vi ikke gennemfører. Hele december bliver der til gengæld masser af mindre arrangementer og aktiviteter spredt over hele byen. Vi lægger mere af Store Torvsaktiviteterne ud i gågaderne, så vi undgår at samle mange mennesker på ét sted.
- Vi har selvfølgelig allerede brugt megen tid på planlægning. Heldigvis har vi ikke nået at bruge masser af kroner på at annoncere det ud. I stedet for den fysiske ankomst af julemanden bliver der lavet en video med dronefotos at Julemanden der stiger i land. Den vil dukke op på Facebook, fortæller handelsstandschefen.
Beslutningen om ikke at gennemføre juleoptoget blev truffet i sidste uge i dialog med handels og industriforeningens medlemmer.
Thisteds juleoptog er altid den første søndag i advent og det skulle derfor være foregået på søndag 28. november.