Mandag aften 13. juni indvies Sporene på Nordvestmors, ved Gullerup Strand. Privatfoto
Det sker

Indvielse af Sporene på Nordvestmors

09. juni 2022 kl. 09:00

NORDVESTMORS: Mandag aften 13. juni indvies Sporene på Nordvestmors, ved Gullerup Strand.

Sporene er en del af det landsdækkende initiativ SPOR under Landbrug & Fødevarer, som skal være med til at fremme dialogen mellem brugerne af sporet og lodsejerne.

Sporene forbinder Flade, Øster Jølby, Sundby og Bjergby og med en samlet længde på ca. 35 km, kommer man vidt omkring i den fantastiske natur på Nordvestmors, blandt andet op over Salgerhøjbuen, Bjergbybuen, Stærhøjbuen og Mosebjergbuen, der alle har en smuk udsigt over Thisted Bredning og ind over øen.

På den sydlige del af ruten bevæger man sig gennem Gullerup tunneldal langs Solbjerg Å og videre nordpå langs Gullerup Bæk.

- Indvielsestale og snoreklip er ved formand for landboforeningen Fjordland, Leif Gravesen. Museum Mors har beredvilligt været med til at udarbejde infotavler, der rundt omkring på sporene fortæller både om det fantastiske istidslandskab vi bor midt i, og om kulturhistoriske fokuspunkter, fortæller Anna Marie Madsen, frivillig for Sporene på Nordvestmors.

Mens talen holdes og snoren klippes vil der være lækre bobler til de fremmødte.

Herefter inviteres på en ca. 6 km. indvielsesgåtur op over Stærhøj.

Turen slutter, hvor den startede og der serveres aftenskaffe/te med kringle i solnedgangen på Gullerup Strand.

- Der skal lyde en kæmpe tak til lodsejerne, som har støttet op om projektet. Uden deres velvilje kunne det ikke lade sig gøre. De inviterer os ind på deres jord og giver os mulighed for at komme nye steder for at nyde de landskabelige herligheder, siger Anna Marie Madsen.

Sporene på Nordvestmors er lavet i samarbejde med landmænd, lodsejere og frivillige kræfter og er støttet af Spor i Landskabet, Mors-Thy Familielandbrug, Solbjerg-Sundby Sparekasses Gavefond, Landdistriktsrådet i Morsø Kommune, Friluftsrådet, Museum Mors, Jyske Banks Almennyttige Fond, Den Velgørende Fond Morsø, Spar Nord Fonden, HEVA, Murerfirmaet Gunnar Klausen A/S, Tages Smedie, Midtmors Sport og ROOM Yoga.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu