Indbrud hos boligselskab: Stjal nøgler til 19 lejligheder
Der bliver travlt hos låsesmeden, efter ukendt gerningsmand brød ind hos boligselskab
NYKØBING: Mellem 23. marts og 27. marts har ukendte gerningsmænd begået indbrud mod KBC Boligs kontor på Algade.
Ved indbruddet er der opbrudt et skab, hvorfra der er stjålet nøgler til 19 lejligheder og tre erhvervslejemål, ligeledes på Algade.
Derudover er tyvene løbet med nogle mønter, fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi:
- Vi har ikke kendskab til, at der skulle være nogen, der har haft ubudne gæster. Jeg går ud fra, at boligselskabet sørger for at orientere beboerne, så låsene kan blive skiftet, siger Jørgen Jensen.