Billede beskrivelse

Hyggelørdag: Inviterer til tre timers sjov og kreativ leg for børn

03. september 2023 kl. 10.00

Der er på forhånd lagt op til stort besøg af børn, når IF Nordmors og Juniorklubben inviterer til Hyggelørdag med tre timers sjov og kreativ leg i Nordmors Hallen i Sejerslev lørdag den 16. september.

Sidste år kom der hele 300, hvor de mindste havde forældre og bedsteforældre med.

- Vi prøvede Hyggelørdag af sidste år for at lave en ny aktivitet for områdets børn. At der så kom 300, kom meget bag på os, for større er Sejerslev jo heller ikke. Men mange kom udefra, og de var naturligvis også velkommen, siger Bent Ulriksen, der er en af initiativtagerne til Hyggelørdag.

Til Hyggelørdag kan børnene lege med hinanden i hallen og tumle rundt på forskellige redskaber, mens forældrene kan hygge sig med hinanden.

Juniorklubben åbner desuden for sit kreative værksted.

- Her kan man blandt udfolde sin kreativitet ved at lave smykker, lys og male et maleri, siger Bent Ulriksen.

Billede beskrivelse

Sidste år var det gratis at deltage, men i år bliver der en beskeden betaling for de voksne.

- For børnene er det fortsat gratis at deltage, men vi har udgifter til arrangementet, som vi vil dække ind med en beskeden betaling på 30 kroner per voksen. Vi har i den forbindelse bevidst holdt prisen nede, for børnefamilier betaler i forvejen til mange ting, så det skal ikke være prisen for at være med til Hyggelørdag, der holder dem væk, siger Bent Ulriksen.

Med i prisen er endda kaffe og kage. Til børnene er der kage og sodavand.

- Vi ser frem til at hygge os med en masse glade børn og deres forældre. Sjov og hyggeligt samvær er det, Hyggelørdag står for, siger Bent Ulriksen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste