Billede beskrivelse

Hurup laver fakkeltog og lotteri til fordel for Ukraine

En gruppe af frivillige arrangerer fakkeltog i Hurup torsdag aften 24. marts - indtil 2. april kan man købe lodder i Hurups butikker

17. marts 2022 kl. 17.00

HURUP: Ruslands angrebskrig i Ukraine har skabt et stort behov for nødhjælp til kriges ofre.

Det har en gruppe af frivillige i Hurup nu planlagt at gøre noget ved.

Gruppen, der består af Dorthe Guldhammer Christensen, Anne Bækhøj, Elin Fomsgaard og Jørgen Knudsen, har på kort tid stablet et lotteri på benene. Lotteriets overskud går ubeskåret til Røde Kors’ humanitære Ukraine-indsats.

- Lodsedler til 10 kroner stykket kan købes i alle butikker i byen. Og vi har fået mange gode præmier fra butikker og virksomheder i byen. Der er 80 gevinster. Hovedgevinsten er et gavekort på 2500 kroner, der kan bruges i en af Hurup Handelsstandsforenings medlemsbutikker, fortæller Dorthe Guldhammer Christensen.

Lodsedlerne sælges frem til lørdag 2. april.

Vinderen trækkes 4. april og lodtrækningen kan følges facebook.

Gaverne skal afhentes i Butik Backstage.

- Vi har næsten ubegrænset mange lodder, da vi bruger handelsslatandsforeningens fortrykte. Man kan bare udfylde dem med navn og adresse og så aflevere dem i den røde postkasse ved Thylands Avis’ tidligere kontor, fortæller Dorthe Guldhammer Christensen.

Lodderne kan købes hos Matas, Butik Backstage, Hej Sikke Leg, Hos Thea, Imerco, Baun, Kjeld Sko, Hurup Bøger og Papir samt hos Elin Fomsgaard.

Fakkeltog

Mens salget af lodderne står på, kan borgerne vise deres opbakning til krigens ofre ved et fakkeltog i Hurup torsdag aften 24. marts.

- Fakkeltoget starter fra Konditorpladsen kl. 19. Faklerne sælges fra kl. 18. Vi vil gå igennem byen, hvor vi bl.a. går forbi Åbakken. Fakkeltoget slutter i Anlægget, hvor der vil være fællessang. Her har Anna og Per Alstrup samt Poul Gade lovet at ledsage sangene på deres instrumenter. Der holdes også en tale. Den holdes af medlem af kommunalbestyrelsen, Peter Skriver Nielsen (S), fortæller Dorthe Guldhammer Christensen.

Restaurant Picasso har sponsoreret varm kakao, der kan købes, og ukrainske kvinder vil sælge ukrainske kager denne aften.

Dorthe Guldhammer Christen leder derudover opmærksomheden hen på en ny plakat, som er blevet til i samarbejde med Thy Fotografi. Den koster 100 kroner og kan købes i Butik Backstage og hos Sportigan.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste