Hurup investerer fem mio. kroner i nyt kapel
Hurup Menighedsråd vil investere omkring fem mio. kroner i det nye kapel, der står færdig i sommeren 2022
HURUP: Hurup kirkegård skal have et nyt kapel.
Det besluttede menighedsrådet efter man har gennemgået det nuværende kapel i forbindelse med kirkesynet.
- Der var problemer med taghældningen på kapellet og der var begyndende revnedannelser i murværket. Det var en stor udgift, hvis dette skulle repareres, så derfor opstod der en idé om, at vi i stedet skulle bygge et nyt kapel, fortæller menighedsrådsformand Herdis Damgaard Andersen.
Så projektet, som menighedsrådet har arbejdet med i nogle år, bliver nu sat i gang.
- Prisen for det nye kapel ligger på omkring fem mio. kroner. I menighedsrådet ønskede vi en bygning, der kunne rumme et kapel, et offentligt toilet, men også kontorfaciliteter til kirkegårdslederen og kordegnen. Efter at et udvalg i menighedsrådet havde beset et nyt kapel i Jelling, blev det besluttet at henvende os til arkitektfirmaet Mejeriet, Kolding. Vi var meget tilfredse med deres forslag, så vi arbejdede videre ud fra dette, fortæller formand for menighedsrådet, Herdis Damgaard Andersen.
Kapellet får også større kølekapacitet end det nuværende.
- Det nuværende kapel er der køleplads til to. Med det nye kapel bliver der i første omgang køleplads til fem og senere otte kister, fortæller Herdis Damgaard Andersen.
Med udvidelsen af kapaciteten vil man bedre kunne være behjælpelig i forhold til andre kapeller i området.
Og finanseringen er på plads.
- Det bliver en flot bygning, der passer fint ind i forhold til kirken. Vi har været igennem besparelsesforslag, men projektet er nu blevet godkendt i provstiet og stiftet. Byggeriet har været sendt i licitation og hovedentreprenøren, der fik opgaven, blev Thyholm Murer, fortæller Herdis Damgaard Andersen.
Det gamle kapel bliver i den nærmeste tid fjernet, og derefter går forberedelserne i gang.
I byggeperioden er der et midlertidigt kapel i garagebygningen ved provsteboligen.
Byggeriet forventes at være afsluttet hen på sommeren 2022.