Billede beskrivelse

Hurra for Harmonien: Helle og Tommy fejrer 50 år på det brune værtshus

29. februar 2024 kl. 19.00

På væggen bag baren står der “Helles Corner” på et lysende rødt el-skilt. På den modsatte side kan man oppe under loftet betragte de kærlige øgenavne på de faste gæster: “Hønerøv” “Balloo” og “Chicago”. Nogle er her ikke mere . Men de er ikke glemt.

Helle er værtshusmutter bag disken i 10 år, og Tommy Gregersen er fast kunde i foreløbig 40 år.

Hver dag i de 40 år har Tommy efter arbejdet på slagteriet været forbi Harmonien. 

- Det er meget få dage, jeg har skippet den tradition, fortæller han.

Nu kan de to snart sammen fejre et slags fællesjubilæum på det sted, der betyder så meget for dem begge.

- Det er her, vi møder de kendte ansigter. Og det er lige meget, om du er på den ene eller den anden side. For os betyder det meget at se vennerne. Selv om de er mine kunder, så er de også mine venner. Jeg knuselsker dem alle, siger Helle Nystrup Klim. 

Hun overtog det brune værtshus Harmonien 1. marts 2014.

Billede beskrivelse

Et mødested

Helle Nystrup Klim er således den seneste værthusholder i en meget lang række, der ifølge hende selv går over 210 år tilbage.

- Stedet, der hed “Snorren” indtil 1920, var del af det gamle havnemiljø og nabo til det tørlagte sømandshjem, fortæller hun, mens hun ryger en smøg. 

For dunsten af tobaksrøg hører til et brunt værtshus.

De var engang spået en snarlig død. Men det brune værtshus overlever. For så længe gæsterne kommer - ikke mindst de trofaste, så kører forretningen videre.

Her er der billige kolde bajere og et daglige mødested, hvor alle føler sig velkommen. Her får man sig en snak, og den sidste sladder skylles ned med en kælderkold. Verdenssituation vendes også lige med de andre, som man har kendt gennem mange år som gæst på Harmonien.

Fin forretning

Harmonien er også en forretning, der i øvrigt går ganske fint.

- Jeg klager ikke, siger Helle, der overtog Harmonien i et fællesprojekt med sin mand Jørgen, som hun desværre mistede for to et halvt år siden.

- Men Harmonien blev på en måde min redning. Trods tab og sorg måtte jeg op på hesten igen. Sammen med hjælp af vores to sønner og fem ansatte holder vi Harmonien i gang, siger Helle Nystrup Klim.

Hun vil gerne give noget tilbage til hendes gæster. Derfor har hun sørget for en passende fejring af hende, Tommy og alle de kendte ansigter.

Det bliver nøjagtigt på dagen, hvor hun for 10 år siden overtog den 1. marts. Her bliver der mad, billige bajere og shots. Det slut er der livemusik med bandet “Per fra Grenaa”.

Alle er velkomne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste