Billede beskrivelse

Hullerne er blevet for store: Nu får meget trafikeret vej ny asfalt

15. april 2023 kl. 09.00

Mange bilister og morgenpendlere vil snart kunne ses med store brede smil på Ringvejen i Thisted.

For i løbet af et par uger et det slut med zig-zag kørsel mellem dybe huller.

Thisted Kommune har besluttet at fremskynde asfalteringen af den meget trafikerede vej med et år. På mandag starter forarbejdet, og selve asfalteringen er planlagt til ugen efter i uge 17.

Det drejer sig om stykket mellem de to lyskryds - ved Hanstholmvej og Hvass-krydset.

- Ringvejen er meget skadet efter vinteren. Det er gået værre, end vi havde forventet. Derfor fremskynder vi asfalteringen, fortæller vejformand ved Thisted Kommune Kurt Holm.

- Vi har allerede fritlagt rendestensbrønde og kloakdæksler. Mandag begynder vi med at fræse tre cm. asfalt af vejen og dybdefræse de slaghuller og revner der er fremkommet.

Tre dages arbejde

Senere følger asfaltering med et tre cm. tykt såkaldt skærvemix, som er en ekstra solid asfalttype, der kan holde længere og modstå den tunge trafik.

Asfalteringen vil tage tre dage, fortæller Kurt Holm, der håber, at vejret er med, så arbejdet kan blive afviklet hurtigst muligt.

Ved samme lejlighed får også Højtoftevej, som munder ud på Ringvejen også et nyt lag asfalt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste