Billede beskrivelse

Hoppesucces fejrer 10 år: Kom til kæmpe legeland i vinterferien

08. februar 2024 kl. 19.00

For 10. år i træk inviterer DUI Leg og Virke alle børn, forældre og bedsteforældre til kæmpe indendørs legeland i vinterferien. 

Og som tidligere år bliver Nykøbing Hallen omdannet til et eldorado for børnene i dagene torsdag den 15. februar fra 12-17 og fredag den 16. februar fra 10-16.

Der er billetsalg ved indgangen, som giver gratis adgang til alle aktiviteterne i hallen. Med i entreprisen følger en kop gratis kaffe til de voksne og et stykke gratis kagemand til både børn og voksne, oplyser Poul Olsen fra DUI Leg og Virke, der er praktisk ansvarlig for arrangementet.

Og der er lagt op til et sandt festfyrværkeri af oplevelser med 11 hoppeborge, klovneborg Slides, rutsjebane og rodeotyr, der alt sammen frit kan benyttes i hallen. Der er også lidt til den søde tand i gymnastiksalen, hvor en af de frivillige fra DUI Leg og Virke fremstiller bolsjer sammen med børnene, der får lov til selv at lave en lille pose.

Man må gerne tage egen madpakke med, som kan nydes i en pause i legelandet. Der vil være opsyn af 20 frivillige hjælpere fra DUI Leg og Virke ved hoppeborgene begge dage, og hoppeborgene er opstillet i samarbejde med Salling Udlejning, oplyser Poul Olsen.

Torsdag den 15. februar bliver alle børn fra kommunens børnehaver og dagplejebørn inviteret gratis i legelandet fra klokken 9-12, hvor de frit kan lege med hinanden sammen med deres gruppe eller dagplejemor.

- Det er jo efterhånden blevet en tradition, at vi står for legelands-arrangementet i vinterferien og i efterårsferien. Det er i år 10. gang, at vi afvikler legeland i Nykøbing Hallen i vinterferien. Og de tidligere år har det været en stor succes, så vi håber på stort fremmøde igen i år, siger Poul Olsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste