Det sker

Høloftet får fint besøg fra Rom

16. august 2022 kl. 14:16

THYHOLM: ”I må få hele universet, blot jeg må få Italien”.

Komponisten Giuseppe Verdi var ikke i tvivl...

Det er Eva Ravnbøl heller ikke.

Fredag 2. september gæster hun Høloftet på Thyholm, hvor hun vil tage gæsterne med til Rom, til Italien og under overskriften ”Fortællinger fra mit andet fædreland” vil hun berige Høloftets publikum med sin store viden om støvlelandet og krydre det med spændende og underholdende fortællinger.

Måske vi får svaret på, om Gud var mere generøs, da han skabte Italien.

I godt 30 år har Eva Ravnbøl boet og arbejdet i Rom, hun har stiftet familie i den italienske hovedstad og hun er på mange måder lige så italiensk, som hun er dansk.

Hanne og Bent Hargaard fra Høloftet på Thyholm har fået kontakt til den særdeles populære TV-2 korrespondent og TV-vært, og de har lavet en aftale om at lave en septemberaften, der skal stå i Italiens navn.

Aktuel med en bestseller

Eva Ravnbøl er topaktuel med bogudgivelsen ”Gud er Italiener”, som ligger på en klart 1. plads blandt biografier, og som netop er sendt i trykken med sit fjerde oplag.

”Gud er Italiener” er hendes personlige portræt af det land, der blev hendes.

Det er blevet til en bog og et foredrag om Berlusconi, uldne undertrøjer, mode, la dolce vita og farlige appelsiner. Om fodbold, pasta, paven, scootere og farverige svigermødre. Om corona, katastrofer og korruption.

Italiensk stemning

Eva Ravnbøl har sammen med Hanne og Bent Hargaard fra Høloftet planlagt en ægte Italiensk aften.

Gæsterne vil blive budt velkomne til de rødternede duge med et glas Prosecco og en italiensk inspireret menu.

Og det er klart, at der også denne aften vil være særligt fokus på de egne importerede italienske vine.

Så alle, der har et stort hjerte for Italien, kan komme lidt tættere på Støvlelandet denne aften.

Pladserne til denne aften sælges fra www.høloftet.dk

Annonceret indhold

Nyeste