Højskoledag med Villy Rønn
Kirkecentrets Højskoledage i Thisted har mandag 7. februar besøg af drivkraften og daglig leder af værestedet Solstrålen
THISTED: Villy Rønn - drivkraften og daglig leder af værestedet Solstrålen i Thisted - der kommer og fortæller om sit liv ved Kirkecentrets Højskoledag i Thisted mandag 7. februar.
Emnet er ”Frivillig og hverdagshelt”.
Solstrålen er en frivillig forening, der har til formål at drive et stof- og alkoholfrit værested i Thisted.
Villy Rønn er aktiv i Dansk Handicap Forbund og har i en periode været formand, han har medvirket til at skabe rammerne for Basen på Kastet, som er et tilbud for unge med ADHD og autisme og har deltaget i et forum Region Nord for det specielle område. Gennem tiden har Villy Rønn været bisidder for en del mennesker, som havde behov for en hjælpende hånd i forhold til det offentlige. Han har haft med misbrugere at gøre det meste af sit liv, og hans drøm har været at skabe et fællesskab/værested for tidligere misbrugere.
Villy Rønn var årets modtager af Frivillighedsprisen 2018 under Frivillig Thy.
I 2012 var han inviteret til haveselskab på Frederiksborg slot, hvor man ville hædre frivillige i DK. Der fik han hilst på HM Dronning Margrethe og HK prins Henrik. I 2021 fik han en pris for Hverdagens Helte og kom derfor på et frimærke.
Efter frokost gælder det ”Thy og thybomål” i ord og toner.
Det er de to musikalske venner og modne kvinder Inger Rasmussen, Hundborg - thybo og musiklærer i 40 år - og Birte Aarup, Ettrup - tilflyttet dyrlæge fra København i 1970 - der vil stå for en sangtime.
Der bliver oplæsning på thybomål og andre mål, solosang og mange fællessange.
Mødested er Kirkecentret, Vestergade 10 i Thisted.
Har man ikke betalt de 300 kroner, som samtlige syv højskoledage koster i gebyr, koster det 75 kroner for en enkelt dag.