
Højriis Slot åbent dobbelt så lang tid som sidste år
MORS: "På Højriis Slot syd for Nykøbing møder gæsterne et hold af dygtige skuespillere, som forstår at udløse både et lille gys og det store grin, når kærlighed og drama folder sig ud i gårdhaven og slottes fantastiske sale og rum. Er noget forandret? Ja, selvfølgelig. Hvert år er der skrevet en ny mordgåde og endnu et mysterium skal løses".
Sådan indledes sæson 2023 på Højriis Slot.
I år er dørene åbne hele juli og billetterne er i fuld gang med at blive solgt.
Eventen kører hele juli. Det er dobbelt så lang tid som sidste år.
Bureaukrati og rubiner
De senere år er der kommet et lille hip til hvad danskerne er optaget af. Sidste år var det den meget snak om de værdifulde mink, som inspirerede slottets ejer Vibeke Schwerin og hendes mand Ib Smith.
I år hedder gåden ’Jagten på den røde rubin’, men der foregår også noget andet på slottet, som er blevet invaderet af overregistratoren og hans folk.
Bureaukratiet har åbenbart også ramt det gamle slot - så nu skal alt tælles sammen og gøres op! Det skal nok blive sjovt.
- Vi er utroligt glade for at se så mange lokale gæster fra Mors. Flere og flere kommer også langvejs fra - år efter år - og rejser gerne langt for at få den specielle oplevelse på slottet. Det er vi rent ud sagt stolte af og det er naturligvis en stor glæde for os. Over næsten 20 år har Mysteriet udviklet sig fra vores første spæde skridt med Tornerose, som mange vil kunne huske, til i dag, hvor skiftende professionelle instruktører og dygtige skuespillere heldigvis gerne vil arbejde sammen men os for at gøre slottet levende, hvert år med en ny gåde, der skal løses. Der skal altid være drama, romantik og en lille smule gys. Det synes vi selv er utroligt spændende - og vi gør meget ud af at sørge for at familien kan følges ad og hjælpe hinanden, siger Vibeke Schwerin.
Skuespil og scenografi
Vibeke Schwerin hentede oprindeligt sin inspiration fra Agatha Christies bøger og i dag også med professionel hjælp og inspiration fra et hold i samarbejde med blandt andre den dygtige instruktør Rasmus Ask og Susanne Buhl, som også står for scenografi på serien Badehotellet.
Med årene er skuespillet mere og mere blevet omdrejningspunkt i oplevelsen på slottet. Gennem dagen spilles utallige og vidt forskellige improviserede scener med masser af komik og drama. Det foregår overalt – i gården, i riddersalen, hos Frk. Rose, i kaminstuerne og de mange andre spændende rum. Skuespillerne skaber en overbevisende illusion og giver bogstaveligt talt ’liv i slottet’.
I år tager gåden udgangspunkt i en gammel overlevering, som fortæller, at der på Højriis slot findes en umådelig kostbar rubin med stærke kræfter. Noget kunne tyde på, at det ikke kun er en myte!
Suspekte gæster ankommer til Højriis. Samtidig sender Kontrolministeriet i København overregistrator Hr. Joseph Knark.
Gåder og hovedbrud
Udover det store mysterie er der også andre gåder og hovedbrud for alle aldersgrupper; de yngre, de modige og de særligt skarpe. Alle kan være med.
Mysteriet på Højriis Slot er en unik oplevelse, hvor alle gæster selv kan gå på opdagelse i slottets univers og løse et mysterium. På slottet kan man bevæge sig frit - også i den smukke park.