Hjerteforeningen får besøg af ekspert i nedkølede patienter med hjertestop
Benedict Kjærgaard fra Aalborg Sygehus blev landskendt 2011 i forbindelse med drukneulykken på Præstø Fjord
THISTED: ”For 10 år siden ville de alle have været døde.” Det var overskriften på en artikel i fagbladet Sygeplejersken i 2011, da overlæge Benedict Kjærgaard fra Aalborg Sygehus blev landskendt i forbindelse med hans redning af nogle efterskolebørn efter en drukneulykke på Præstø Fjord.
Tirsdag 1. september er han på besøg hos Hjerteforeningen Thisted på UCN Thisted:
- Vi overholder naturligvis afstandskrave, afspritning m.v. og må af hensyn til den begrænsede plads bede om tilmelding, siger formand Karen Serup, Snedsted.
Nærmere på hjemmesiden: https://lokal.hjerteforeningen.dk/thisted/
Syv af børnene nåede dengang at få hjertestop af kulde, mens de forsøgte at kæmpe sig i land. Da katastrofen indtraf på Præstø Fjord, blev Benedict Kjærgaard tilkaldt for at hjælpe med behandlingen af en meget nedkølet patient med hjertestop på Næstved Sygehus. Til børnenes held er forskningen og udviklingen i behandling af stærkt nedkølede patienter de senere år gået stærkt, og ved hjælp af hjertemassage og hjerte-lunge-maskiner lykkedes det at redde alle de elever, som blev trukket op af det iskolde vand den 11. februar 2011.
Benedict Kjærgaard er overlæge ved Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling ved Aalborg Sygehus og landets førende specialist i at behandle hypotermipatienter med hjertestop. Han har været med til at udvikle en mobil hjerte-lunge-maskine, som redder mange liv. Samtidig var Benedict Kjærgaard stabslæge ved flyvevåbenet, og gennem et samarbejde med Forsvaret har han etableret et landsdækkende udrykningshold på Aalborg Sygehus, som med helikopter kan rykke ud til ulykker med hypoterme patienter i hele landet. Han har rykket grænsen mellem liv og død med selvudviklede og ofte kontroversielle metoder, siger Karen Serup.