Hitler-Tyskland og situationen i dag

9. oktober får Morsø Teater besøg af gæstespillet ”Adressaten ubekendt” fra Det Kongelige Teater

03. oktober 2019 kl. 15.06

NYKØBING: Onsdag aften 9. oktober får Morsø Teaterkreds i Morsø Teater på Limfjordsvej i Nykøbing besøg af gæstespillet ”Adressaten ubekendt” fra Det Kongelige Teater. Formand Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing, oplyser, at billetter kan købes på teaterkredsens hjemmeside eller ved indgangen. Forestillingen anbefales fra 15 år og opefter.

I 80-året for Anden Verdenskrigs udbrud med Tysklands angreb på Polen har Det Kongelige Teater sendt to af dets største stjerner, Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen, på turné med Kathrine Kressmann Taylors ildevarslende klassiker:

”Du siger, vi forføriske mænd med liberale tanker, vi ødelægger biblioteker. Du burde vågne op af dit forældede føleri. Skåner kirurgen kræftsvulsten, når han må skære for at fjerne den? Vi er grusomme. Selvfølgelig er vi grusomme. Som al fødsel er brutal, således også vor nye fødsel. Men vi jubler. Hvad kan du kende til det, du, som blot sidder og drømmer? Du har aldrig kendt en Hitler. Han er et draget sværd.”

Dette er et citat fra brevromanen ”Adressaten ubekendt”, som udkom 1938. Brevvekslingen starter 1932 mellem to tyske venner, Max og Martin, som sammen ejer et kunstgalleri i San Francisco. De må skilles, da Martins kone vil hjem til Tyskland, og efterfølgende udveksler de gennem halvandet år breve over Atlanten. Gradvist begynder Martin (Lars Mikkelsen) i Tyskland at melde sig under Førerens faner, og brevvekslingen tager en ubehagelig drejning, for Max (Søren Sætter-Lassen), som er blevet i USA, er nemlig jøde.

I forestillingens anden akt har historikerne Christoffer Emil Bruun og Bo Lidegaard åbnet for publikums refleksion med eftertanker og samtale i salen, modereret af Christoffer Emil Bruun: Hvordan stod Danmark over for den totalitære trussel i 1930’erne, og hvordan ser vi på de aktuelle trusler mod det demokrati, vi ikke længere kan tage for givet, heller ikke i Europa?

Det er Thomas Bendixen, som har sat i scene i en scenografi og med kostumer ved Jonas Fly, mens Frederik Heitmann står for lysdesign og videoredigering med videodesign af Jakob Thorbek. Per Vadmand har oversat til dansk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste