Det første krydstogtskib nogensinde anløber Hanstholm Havn på søndag kl. ca. 9.00. Skibet kommer fra Oslo efter krydstogt i de norske fjorde. Foto: shipinfo.com/ Bernt Sortland. Foto: Ole Iversen
Det sker

Historie skrives i Hanstholm - det første krydstogtskib gæster havnen på søndag

04. august 2022 kl. 15:30

Søndag formiddag får Hanstholm endelig besøg af det første krydstogtskib. Det 131,5 meter lange ekspeditionskrydstogtskib Le Dumont d’Urville anløber efter planen 9.00, og sejler igen 15.30.

Havnen skulle have haft besøg af krydstogtskibe i både juli 2020 og juli 2021 - men begge besøg blev aflyst på grund af corona.

Søndagens besøg imødeses med en vis spænding på Hanstholm Havn.

- Det bliver da spændende. Det er jo et flot skib at opleve. Og vi håber da, at mange thyboer vælger at lade søndagsturen gå til Hanstholm på søndag, fortæller projektleder på Hanstholm Havn Berith Holtebo.

- Fordi det er skibets jomfruanløb, bliver det på kajen modtaget af konstitueret havnedirektør Søren Zohnesen, siger projektlederen.

Sædvanen byder, at der udveksles plaketter mellem havn og kaptajn. Og sandsynligvis inviteres havnedirektøren ombord.

- Vi ved ikke så meget om skibets og de 79 passagerers planer under besøget i Hanstholm. Dog ved vi, at der er booket busser, lyder det fra Berith Holtebo.

Om søndagens premiere for anløb af krydstogtskibe varsler flere af slagsen har Berith Holtebo ikke et bud på.

- Nu må drage nogle erfaringer med dette første besøg. Vi vil da også gerne høre om, hvad passagererne oplever i Thy, og om de syntes godt om området, lyder det fra Hanstholm Havns projektleder.

Le Dumont-D’Urville ejes af det franske krydstogtrederi Ponant i Marseilles. Selskabet har 11 skibe - alle i ekspeditionsklassen som opererer over hele verden.

Le Dumont-D’Urville er bygget i 2018 og er et skib i en serie på seks bygget fra 2018 til 2020 på Vard Søviksen værft i Norge. Skibene har plads til 184 passagerer.

Le Dumont-D’Urville lægger til ved kaj 91 i den nye havn. Det betyder, at publikum ikke kan komme tæt på skibet - da hele havnen er indhegnet.

I stedet kan man fra skrænten og fra andre steder på havnen betragte skibet på afstand.

Nyeste