Billede beskrivelse

Hanne og Bent gør status og præsenterer stort 10-årsprogram

25. december 2023 kl. 07.02

Der er vist kun ét at sige: ’Næste år ser ud til at blive mindst lige så vildt og spændende’

Sådan er meldingen fra Hanne og Bent Hargaard fra spillestedet Høloftet. 

Når Høloftet rammer de sidste dage af året, plejer der at være en lille pause mellem koncerter og shows. Således også i år, hvor det lille spillested på Thyholm fra midt december og til 13. januar holder lidt vinterlukket. Og sådan en pause giver også anledning til både at kigge tilbage på året, der er gået og også frem mod det, der venter, står Høloftet i en omtale. 

Flere gæster

Når spillestedet kigger tilbage på 2023, er det med 35 afviklede koncerter og shows. 

Det er en håndfuld flere end de tidligere år, og det er ikke uden en vis stolthed, at antallet af events har nået det antal. 

- Vi får flere og flere nye gæster, samtidig med, at der er en masse gode folk, der heldigvis kommer her igen, siger Hanne og Bent. 

- Vi har en virkelig skøn opbakning i det nordvestjyske, men det er også tydeligt, at vi får besøg af weekendturister, der med en koncert hos os, snupper en overnatning i vores område, siger Bent.

400 venner

Et stort aktiv for spillestedet er deres støtteklub ’Høloftets Venner’. Den tæller her ved årsskiftet godt 400 husstande og et stort antal støtte-virksomheder. 

Det er naturligvis en gave for Hanne og Bent Hargaard, at de dels har så mange ambassadører i ryggen, men også har en aftale med Klubbens medlemmer, at de skal ha’ besked, når nye koncerter sættes i salg. 

Klubben har eksisteret i al den tid, der har været givet koncerter på det gamle Høloft, og derfor kan klubmedlemmerne i 2024 fejre 10-års fødselsdag.

Man må godt holde fest

Når man bli’r 10 år – og det bliver både Høloftet og støtteklubben i 2024 – må man gerne holde fest. Det fortjener en 10-årig. Og festes, det bliver der i det kommende år. Dels med klubaftener for medlemmerne, men også med et sommerprogram, som i den grad bliver stort i 2024.

Hanne, Bent og Klub Høloftets venner har flere gange snakket om, at det nu ville være fristende at lave nogle lidt længere Picnic På Plænen dage. 

Altså invitere en musiker eller to mere med på programmet, når Høloftets sommerkoncerter bliver afviklet. Og nu gør de det så. Høloftets og Klubbens 10 år bliver fejret gennem hele 2024, men det bliver i særdeleshed markeret, når vi rammer august og plænen fyldes med glade gæster.

Musik kan samle mennesker

Både fredag d. 2. og fredag d. 9. august bliver aftener, hvor det er de helt store sange, der rammer Høloftets plæne. Lis Sørensen åbner sommerkoncerterne, og det bliver et glædeligt genhør med hende, da hun også i 2022 gav koncert hos Hanne og Bent. 

Og fredag d. 9. inviteres der så til det, man måske kan kalde ’generations-koncert’, for denne aften er det ingen ringere end SHU-BI-DUA 2.0, der kigger forbi, og deres bagkatalog er kendt af både unge og ældre

Med vennerne til fest

Lørdag d. 3. august er så dagen, som bliver foldet ud. Høloftet har drømt om at få 2 lokale musikere, som har fundet sin vej i musikken, til at vende retur for en dag, og de kan derfor præsentere både Dahlin og Vilma til denne Picnic På Plænen dag. Og ingen 10-års fest på Høloftet uden Signe Svendsen. 

Hun er den, der har skubbet spillestedet i gang i 2014, og hun tager et stærkt hold af musikere med denne dag. Også Sko & Torp har været forbi Høloftet en del gange og også de kommer og er med til at fejre de 10 år. Og til at binde hele dagen sammen, har Høloftets gode ven – stand-upper Nikolaj Stokholm – tilbudt sig. Så kedeligt bliver det heller ikke.

En masse i salg

Koncertkalenderen for 2024 arbejdes der konstant med, og der er allerede planlagt 20 arrangementer. Det tegner til at blive et rigtig stort og flot fødselsdags-år, som også indeholder dejlige overraskelser.

Det er blandt andet Twang, Steffen Brandt, Jesper Nyborg, Niels Hausgaard, Barbara Moleko, Baby did a bad thing, Mick Øgendahl, Dissing, Dissing og Las, Signe Svendsen, Sko & Torp, Nikolaj Stokholm, Lis Sørensen, Shubidua 2.0 og Anders Blichfeldt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste