Billede beskrivelse

Handelsstand juler med ekstra by night

Morsø Kommune giver 50.000 kr. til nye aktiviteter, der skal lyse gågaden op og tiltrække flere kunder til. Dobbelt op på budget

26. oktober 2018 kl. 15.02

Alle sejl sættes til for at skabe en julestemning som i gamle dage. Det fortæller Michael Hansen, formand for Morsø Handelsstandsforening. Og det kræver ekstra midler. Dem har handelstanden ansøgt beskæftigelses- og erhvervsudvalget i Morsø Kommune om. Udvalget har valgt at sige ja til at støtte de nye aktiviteter med de ansøgte 50.000 kr.

- Vi vil gerne støtte nye tiltag, der kan være med til at skabe en hyggelig julestemning og tiltrække nye kunder udefra til Mors. Det er ikke bare til gavn for handelsstanden, men for hele Mors, siger Ellen Philipsen Dahl (DB), formand for beskæftigelses- og erhvervsudvalget.

- Vi laver som noget nyt en by night med længe åbent 7. december. Derudover er det vores plan at lyse hele gågaden op. Det bliver vildt, siger Michael Hansen.

Budgettet for julerierne i gågaden har et budget på 196.000 kr. mod 100.000 sidste år.

- Vi har lidt penge i forvejen, og ellers forventer vi, at der kommer lidt ind ved diverse salg, siger han.

Handelsstandens juleaktiviteter indebærer blandt andet rigtige rensdyr og nissepiger i gågaden, juletræer med lys på alle lygtepæle fra Klostertorvet til Rådhustorvet, et løft af julehytterne med granguirlande i lys, forvandling af store bigballer til kæmpe gaver med bånd og sag af til-og-fra kort.

Hvis pengene rækker, skal områder udenfor gågaden også have et løft. I første halvdel af november går udsmykningsarbejdet i gang.

- Planen er også at lyse Havnegade og Kirkegade op. Foran kirken skal der stilles juletræer op, siger Michael Hansen fortsætter:

- Derudover skal der nyt lys på det store juletræ på Kirketorvet. Det skal være en wauw-oplevelse og skal være klar til at blive tændt 30. november, tilføjer han.

Morsø Handelsstandsforening samarbejder udover Morsø Kommune også med Morsø Produktionsskole og SparNord Nykøbing Mors med en række mindre samarbejdspartnere om juleudsmykningen i gågaden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste