Billede beskrivelse

Halloween i stor stil i Nykøbing

Parade, udsmykning og græskar i massevis

12. oktober 2018 kl. 14.33
Opdateret 15. oktober 2018 kl. 15.41

Nykøbings gågade og torve forvandles og udsmykkes i skolernes efterårsferie i anledning af Halloween. Årets tema for udsmykningen er græskar. Derudover vil der blandt andet være spøgelser, sorte ravne og rotter. Halloween markeres med en række aktiviteter og arrangementer onsdag, torsdag, fredag og lørdag den 17.-20. oktober i efterårsferien.

I anledning af Halloween er Kirketorvet omdøbt til Græskartorv, hvor Halloween-teltet holder åbent onsdag og fredag med tatoo-bar, græskarudskæring, Hama-perler, ansigtsmaling og skyggeteater. Ugens program byder også på græskarjagt og oplæsning af uhyggelige historier på Morsø Fokebibliotek, skattejagt i gågaden og dukketeater på Græskartorvet.

- I år har vi fået rigtig stor hjælp fra brugerne og personale fra Aktivitetscentret, Daghus Morsø, Klubben, Bostøtten og Morsø Kompetencecenter. De tager sig også af Halloween-teltet på Græskartorvet, hvor de står for aktiviteter og sælger kaffe, sodavand og kage. De hjælper ligeledes med udsmykning ved Museum Mors og levende zombimuseum fredag aften. Dem er vi glade for at have fået ind som samarbejdspartner, fortæller Claus Sørensen fra arbejdsgruppen og Handelsstandsforeningen.

Når mørket falder på onsdag aften gøres der klar til den store Halloween-parade, som går gennem byen. Paraden starter ved Morsø Folkebibliotek og slutter på Kirketorvet.

- Vi håber, at mange vil benytte efterårsferien til at invitere familie og venner til Halloween på Mors. Jeg ser igen i år frem til paraden onsdag aften, som bare vokser og vokser for hvert år. Paraden kan jo kombineres med et besøg i gågadens butikker, som har længe åbent, eller et besøg på Museum Mors, siger formanden for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune, Ellen Philipsen Dahl.

Det er som tidligere år Limfjordsteatret, der koordinerer paraden, hvor alle er velkomne til at gå med. Børn kan forud for aktiviteten blive sminket og få sat hår på museet, biblioteket eller i et opsat Halloween-telt på torvet.

- Vi oplever en stor opbakning fra butikkerne i gågaden, vores samarbejdspartnere og faktisk fra hele Mors, som bidrager til, at vi får et Halloween ud over det sædvanlige på Mors, siger Claus Sørensen fra arbejdsgruppen og Handelsstandsforeningen.

Årets aktiviteter arrangementer finder sted fra onsdag den 17. oktober til lørdag den 20. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste