Halloween i fængslet: Det er bare for sjov, men skræmmende godt
VESTERVIG: Slik eller ballade.
Sådan er det Halloween.
Også i Vestervig, hvor byens børn i fantasifulde og uhyggelige forklædninger, gik rundt i aftenmørket og bankede på for at skræmme borgerne.
Og slik fik de.
I bøttevis, for ingen så ud til at have lyst til at blive udsat for børnenes skræmmende ballade.
Og sådan kunne den Halloween være sluttet.
Men ikke i Vestervig.
Her holder de Halloween i tre dage, så både fredag og lørdag kan man blive skræmmende godt underholdt og få jaget en skræk i livet på den uhyggeligt gode måde i byens gamle fængsel.
Her har kreative forældre for tredje år i træk pyntet de gamle fængselsceller og bygningens andre rum op med skrækindjagende scenerier – og uden at afsløre for meget, er det skræmmende godt lavet.
Den fængslende uhygge tog Alex Krabbe Brønager initiativ til.
Han syntes, at der skulle være noget spøg og skæmt for byens børn til Halloween.
- For mig var det oplagt at bruge byens gamle fængsel som kulisse og lave et spøgelseshus med hyggelig uhygge og spøg og skæmt, siger han.
To kreative forældre, som han rakte ud til, Bettina de Lasson og Carina Korsgaard, var hurtigt med på den idé, og siden meldte flere kreative forældre sig under uhygge-fanen.
- I dag er vi et halloween-team på en halv snes forældre, der sammen skaber og udvikler på vores univers i fængslet. Ud fra en masterplan, som alle byder ind med idéer til, vælger den enkelte i teamet efterfølgende at pynte op i et-to rum af de omkring 20 rum, vi pynter op, siger han.
Og i år også med god hjælp fra privatskolens børn, hvor de ældste og yngste klasser hver for sig har pyntet et rum.
- Så kan de tage forældre og bedsteforældre i hånden og vise dem de rum og den pynt, de har lavet, siger Alex.
Favner alle
Fængslet åbner fredag fra 16-22, hvor der også bydes på skræmmende filmforevisning, og lørdag fra 15-22 får uhyggen fuld skrue.
- - I de første to timer, lørdag, tænder vi lys i fængslet, så familier med små børn, vuggestuebørn og børnehavebørn, også får mulighed for at være med uden at blive alt for bange. Vi vil nemlig gerne favne alle, siger Bettina.
Både fredag og lørdag vil fængslet også få besøg af levende væsener, og tør man gå op på første sal i den gamle retssal, så kan man løse billet til et Escape Room, hvor det handler om at løse flere opgaver for at slippe ud.
Det koster 20 kroner at få et dagsarmbånd til den fængslende uhygge, hvor man i tidsrummet kan komme og gå, som man har lyst og mod til.
Og altså lidt ekstra, hvis man vil tage trappen op til første sal.
Og når sulten melder sig, kan man bænke sig sammen med andre og købe suppe, pølser, vafler, øl og vand.
- Og så har vi en tombola, hvor man kan vinde uhyggeligt gode præmier, siger Alex.