Billede beskrivelse

Hændernes kunster under juletræet: Kom til julemarked

21. november 2023 kl. 19.00

I weekenden 2.-3. december 2023 byder Museum Thy endnu engang til husflidsjulemarked på Heltborg Museum. 

Gennem tre årtier har museet med den smukke udsigt inviteret dygtige og fingersnilde husflidsudøvere ind til et af områdets hyggeligste julemarkeder.

Det skriver Museum Thy i en omtale. 

Traditionen tro samles markedets udstillere og gæster søndag kl. 14 i museets aula for at tænde adventskransens første lys og sammen synge adventen ind. Igen i år tænder sognepræst Ruth Smed Folmersen, Hurup-Helligsø-Gettrup Pastorat, lyset på adventskransen, mens organist Kristian Mogensen, Hvidbjerg-Ørum-Lodbjerg Pastorat, spiller til.

Museumsleder Jytte Nielsen ser frem til igen at møde et stort publikum i alle aldre:

- Vi kalder det et husflidsjulemarked, fordi vi som museum gerne vil sætte fokus på de gamle håndværk, men også på, hvordan de anvendes i dag.

Billede beskrivelse

Museet vil være fyldt med snak om de gamle håndværk og teknikker, og der er en oplagt mulighed for at købe unikke og helt særlige gaver til pakke- og adventskalendere, men naturligvis også til pakkerne under årets juletræer.

- Udstillerne byder på et stort udvalg af ting af mange forskellige materialer, f.eks. halm, horn, uld, træ, glas, filt, papir, reb og en række yderligere naturmaterialer, siger Jytte Nielsen, som tilføjer, at markedet også er et besøg værd alene for at se på, hvordan tingene fremstilles med fingersnilde og tålmodighed.

Til markedet er det muligt at købe forskellige bøger, blandt andet Jul i Thy og lokale historiske årbøger. Desuden sælger museet kaffe og æbleskiver, der kan indtages mens man nyder de udstillede julekrybber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste