Jessica Injaroen ændrer navnet på grillbaren til Yaya Grill & Kiosk, men fastholder den gode grillbarsstemning.
Mad & Drikke

Grillbar genåbner efter konkurs: - Jeg er blevet knyttet til kunderne

Vejlerne Grill & Kiosk ved benzintanken i Øsløs gik i konkurs og har stået tom i fire måneder, men nu er Jessica Injaroen klar til at genåbne med ny energi og sågar et nyt navn til 1. april

23. marts 2023 kl. 11:12

ØSLØS: Sidste år gik Vejlerne Grill & Kiosk konkurs. Siden har den stået tom til skuffelse for sultne billister på Aalborgvej.

Men nu får kiosken genoprejsning efter Jessica Injaroen har valgt at leje lokalerne. Hun er søster til den ene af de tidligere lejere, Anuwat Injaroen, og er klar til at åbne til 1. april.

Jessica Injaroen har arbejdet hos den thailandske Ploy Café i Thisted. Her kunne hun ikke arbejde på fuldt tid, og det er baggrunden for, at, hun har valgt at leje den gamle grill og kiosk med den gode udsigt. Hun kender stedet godt, fordi hun arbejdede hos grillbaren, mens hendes bror Anuwat Injaroen var lejer.

Grillbaren har været lukket i fire måneder, og Jessica Injaroen blev trist ved tanken om, at grillbaren skulle holde lukket permanent.

Jessica Injaroen er i fuld gang med at gøre klar til åbningsdagen 1. april.

- Hver morgen kommer der kunder ind, selvom vi har lukket. Nogle gange, så får jeg tårer i øjnene, når man arbejder med mennesker. Jeg er blevet knyttet til kunderne, fordi de var glade dengang, vi havde åbent, og det var så trist, da vi skulle sige farvel. Så tænkte jeg, for fanden mand, jeg starter op, fortæller hun og tilføjer:

- Hvis jeg var kunde, og jeg kører langt, så kom jeg ind her, og skulle jeg fylde benzin på og så var jeg måske blevet lidt sulten. Så tænkte jeg det ville være meget kedeligt, hvis grillbaren skulle lukke.

Nyt i det gamle

Vejlerne Grill & Kiosk bliver til Yaya Grill & Kiosk, fordi det er Jessica Injaroens kælenavn. Hun lånte nogle penge af sin mors kæreste, og overtalte hendes bror til at hjælpe til i den gamle grillbar.

Hun har valgt at renovere noget af stedet, så der bliver mere plads til, at kunder kan nyde en hotdog eller den nye chinabox, som lander på menukortet. Hun håber også på, at kunne ansætte flere, når stedet er kommet op og køre igen.

- Min forventning er at tjene nogle penge, men også at kunderne kan komme ind og blive glade, fordi hvis kunderne er glade, så er jeg også glad. Selvfølgelig er jeg også bekymret, men jeg håber at stedet holder i mange år, fortæller hun.

Annonceret indhold

Nyeste