Gribende teateroplevelse venter: Livets omvæltninger og dagligdagens kamp
THISTED: Thisted Teaterkreds spiller forestillingen "Jeg fortryder intet... vel?" torsdag den 12. september kl. 20 i Plantagehuset i Thisted.
Hun står i sin frisørsalon – hun er fra Randers, snart 50, og livet har været alt andet end nemt – men hun fortryder intet... vel? Med udgangspunkt i sangerinden Edith Piafs righoldige sangrepertoire fortælles en historie om et helt almindeligt kvindeliv anno 2023, med fokus på generationen, der blev født i 70'erne og voksede op i henholdsvis 80'ernes armod og 90'ernes individualisme.
Et liv, hvor de store omvæltninger i verden er blevet overhalet af dagligdagens kamp for en tilværelse. På scenen står skuespillerinden og sangeren Rikke Buch Bendtsen, akkompagneret af pianisten, arrangøren og kapelmesteren Nicolai Majland.
Billet til forestillingen kan købes på Thistedbillettens hjemmeside.