Garage udbrændt - husejer kæmpede selv mod flammerne
Nordjyllands Beredskab nåede frem i tide til at forhindre branden i at sprede sig
Rettet onsdag formiddag med oplysninger fra ejeren og lokalpolitiet i Thisted
ØSTER JØLBY: Nordjyllands Beredskab arbejdede hurtigt tirsdag eftermiddag. Klokken 16:07 blev de kaldt til en bygningsbrand på Præstbrovej i Øster Jølby, hvor der var gået ild i en garage, som lå tæt på huset og nabobygninger.
- Garagen er helt udbrændt, men brandfolkene arbejdede hurtigt og forhindrede ilden i at sprede sig ret meget til de nærliggende bygninger. Den fik dog lidt fat i et skur på nabogrunden, men skaderne er begrænsede, siger indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, Nicolai Kastrup.
Der var styr på branden omkring 17, hvor beredskabet var i gang med at efterslukke og afslutte arbejdet.
To personer blev tjekket for røgforgiftning i forbindelse med branden.
Den ene af dem var husets ejer, Niels Røgen, som i minutterne op til brandfolkenes ankomst selv havde travlt med at pøse vand på husets tag for at undgå, at ilden skulle sprede sig til selve huset.
- Brandfolkene ankom efter omkring 20 minutter, og de var hurtige til at få slukket ilden helt, siger Niels Røgen.
- Det var virkelig ikke en rar en oplevelse. Jeg er stadig rystet, men jeg er selvfølgelig lettet. Der var nogle minutter, hvor jeg virkelig var bange for, at ilden skulle få fat i tagpappet på vores hus, siger Niels Røgen.
Lokalpolitiet i Thisted oplyser onsdag morgen, at det var et svejseapparat, betjent af husets ejer, der forårsagede branden i de to sammenhængende garager. Selvom der var taget forholdsregler for at undgå det, havde gnister fra apparatet formået at antænde brændbart materiale i nærheden.
Politiet foretager sig ikke videre i sagen, da brandårsagen er opklaret - men den uheldige husejer kan muligvis se frem til en bøde for overtrædelse af beredskabsloven.