Kant Festival vender tilbage i Thisted første weekend i oktober. <i>Foto: Henrik Bo</i>
Det sker

Fotofestival på kanten af Danmark

Første weekend i oktober indtager Kant Fotofestival Thisted Musikteater og Det Gamle Rådhus

23. september 2022 kl. 08:01

THISTED: Tre dage med et overflødighedshorn af fotografiske oplevelser, foredrag og fotoudstillinger, masser af socialt samvær og hygge, og masser af inspiration til fotografiet og til livet.

Det er på programmet, når Kant Festival er tilbage i Thisted Musikteater og Det Gamle Rådhus første weekend i oktober.

"Kant Festival har hjemme i Thy. Vores identitet hænger tæt sammen med livet væk fra alfarvej. Vi hører til her på kanten af Danmark, hvor der er langt til horisonten, hvor natten er sort, hvor himlen er uendelig. Vi anerkender ikke ordet ”udkant”, men vi vedkender os at leve på kanten. Af fjorden. Af nationalparken. Af Danmark. Og af fotografiet. Her trives vi. Og det favner vi og er stolte af", skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Kant Festival byder i år på en blanding af fotografer og formidlere - både up-coming og store, etablerede navne. I år deltager foredragsholdere og udstillere fra Danmark, Holland, Sverige og England. Der er besøg af såvel naturfotografer og kunstfotografer som fotojournalister, alle med det til fælles, at de har noget på hjerte og deler begejstringen for at formidle deres historier og oplevelser visuelt.

Kant Festival har op til 200 besøgende til foredrag, hvilket giver en intim og nærværende weekend, hvor alle hygger, drikker kaffe og spiser sammen, både betalende gæster, foredragsholdere, udstillere og arrangører.

Festivalen finder sted 30. september-2. oktober og bliver til i samarbejde med aktører lokalt i Thisted og sponsorer fra hele Danmark.

Annonceret indhold

Nyeste