Foredrag: Landbrug i balance med klima og natur
THISTED: Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening, er kødproducent og afprøver nye landbrugsformer. Han er inviteret til Thisted af netværksgruppen "Levende Limfjord".
Den 58-årige naturplejer og kødproducent, Michael Kjerkegaard, driver til dagligt landbruget Eskelyst i Vejle Ådal, hvor han praktiserer naturpleje og holistisk afgræsning med sine cirka 240 kreaturer af kødkvægsrace.
Mandag den 2. september holder han foredrag i Thisted Musikteater, idet han er inviteret af borgerinitiativet "Levende Limfjord".
Baggrunden for arrangementet er, at en af grupperne i borgerinitiativet har debatteret, hvordan fremtidens landbrug kan være mere skånsomt mod naturen, udlede mindre kvælstof i vandmiljøet og mindre CO2. De har taget udgangspunkt i rapporten "Fra foder til føde 2."
- Det er virkelig interessant, hvad der skal til for at få jorden i balance, siger Gitte Kroll, økolog og indehaver af Thy Lam, Sundby.
Rapporten, der er udgivet af ni grønne organisationer i efteråret 2023, indeholder en beregning af, hvordan den danske landbrugs- og fødevareproduktion kan se ud, hvis man som land vil respektere planetens naturressourcegrundlag - udtrykt som planetære grænser.
Danmark skal derfor overholde den danske klimalov, Paris-aftalen og andre bindende målsætninger inden for vandmiljø, natur, biodiversitet, dyrevelfærd og drikkevand.
Gitte Kroll har haft kontakten til Michael Kjerkegaard, da han er formand for Økologisk Landsforening, hvor hun selv er medlem.
- Det er interessant at høre, hvordan han arbejder seriøst med at udvikle sit landbrug i en retning, der er bedre for jorden og miljøet. Det giver nyt håb, siger Gitte Kroll.
"Levende Limfjord" skriver på sin Facebookside, at agerjorden på Eskelyst på cirka ti år er gået fra to til fem procent humus i jorden – og foruden naturplejen er kulstoflagringen det stærkeste argument for metoden.
"Det er enorme mængder CO2, der kan bindes i jorden med holistisk afgræsning," skriver de.
Opsigtsvækkende er det også, at de 14 år gamle marker hos Michael Kjerkegaard holder et udbytte på 4.500-5.000 foderenheder per hektar – uden nogen former for gødning, bearbejdning eller tilsætning.
Michael Kjerkegaard har tilknyttet forskning til sit landbrug. Og dette aspekt er afgørende for Gitte Kroll, når hun tænker på, hvordan fremtidens landbrug kan udvikle sig på en god måde for omgivelserne.
- Hvis ikke vi har viden, kan vi ikke handle, pointerer hun.
Mødet på mandag foregår i Gobelinsalen i Thisted Musikteater klokken 19, og det er åbent for alle.