Billede beskrivelse

Fokus på lydkunst og keramik

10. februar 2023 kl. 10.00

HELTBORG: Sydthy Kunstforening starter foråret med to foredrag på Heltborg Museum.

Første foredrag, der finder sted onsdag aften 15. februar, tager fat i begrebet lydkunst.

Kan et maleri eller en skulptur være lyd?

Kan lyde tage form af malerier eller skulpturer?

Man kan i hvert fald hævde, at lyde kan have rumlige egenskaber: De kan være små og store, tykke og tynde, optræde som flader, blokke, lag og figurer, mens billeder og skulpturer kan ”musikaliseres” og tidsliggøres i et arbejde med rytmiske forløb.

Lydkunst eller sound art arbejder med at udforske disse fænomener.

- Isa Asboe gør os i foredraget ”Der gik en engel gennem stuen - eksempler på lydkunst” klogere på begrebet "lydkunst" og giver os eksempler på dette meget omtalte fænomen. Foredraget tager udgangspunkt i biennalen Struer Tracks, som finder sted i Struer hvert andet år. Her deltager lydkunstnere fra hele verden med stedspecifikke værker, fortæller Peter Brix Søndergaard fra Sydthy Kunstforening.

Andet foredrag i marts, der kan ses som en ”opvarmning” til kunstforeningens forårsudstilling med otte medlemmer af sammenslutningen Fynske Kunsthåndværkere, handler om keramikkens sprog.

Dette foredrag finder sted onsdag aften 15. marts.

Keramisk kunst er i fokus som aldrig før, men alligevel kommer vi ofte til kort, når vi skal forstå den - og ikke mindst sætte ord på den.

Det kan den Kähler-uddannede keramiker og forfatter Peder Rasmussen hjælpe med at få lavet om på.

I foredraget, der er baseret på den roste og øjenåbnende bog Keramikkens Sprog, præsenteres både velkendte hovedværker fra keramikkens historie og nyskabende keramiske eksperimenter, og undervejs forsynes vi med et begrebs- og ordforråd som hjælp til at forstå og analysere det mangeartede og vildtvoksende keramiske felt.

”Han gør det så levende, at selv de mest keramikresistente må overgive sig” , skrev Lars Hedebo Olsen i Politiken om foredraget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste