Første børneforestilling i det ny Limfjordsteater
”B-Bumm” er for de alleryngste teatergængere fra et halvt år og op til tre år
NYKØBING: Søndag eftermiddag 27. oktober kan man opleve den første børneforestilling i det ny Limfjordsteater på Limfjordsvej. Det er et gæstespil fra Teatret Kriskat fra Vesterbro i København med forestillingen ”B-Bumm”, som handler om menneskets forunderlige hjerte. Forestillingen er for de yngste teatergængere i aldersgruppen fra et halvt år og op til tre år.
Det er den første af Limfjordsteatrets fem forestillinger for børn og deres voksne, som er planlagt til denne sæson.
- Vi vil rigtig gerne skabe en tradition for børneteater i vores ny teaterhus. Nu har vi pladsen og faciliteterne og håber, børnefamilierne har lyst til at komme og få de særlige oplevelser, der er forbundet med at se teater med sine børn, siger teaterleder Gitta Malling.
Tre af sæsonens fem forestillinger er beregnet på de helt små ned i dagplejealderen – ”B-Bumm”, babyoperaen ”Hjertelyd” fra Den Jyske Opera i februar og Limfjordsteatrets egen ”Forvandling”, der får premiere til april. Derudover er der to forestillinger til børn fra tre år og op til syv-otte-års-alderen: Juleforestillingen ”Faster Lizzies jul” med efterfølgende juleklip og -hygge samt teatrets egen forestilling ”Vred!!”, der genopsættes i februar, hvor den igen skal på tætpakket turné rundt i landet.
- Mange har en forestilling om, at det er vældig dyrt at gå i teatret med sine børn. Men en børnebillet koster altså kun 40 kr. – og 70 kr. for de voksne, siger Gitta Malling. Billetterne kan bestilles på Limfjordsteatrets hjemmeside: www.limfjordsteatret.dk