Billede beskrivelse

Fodboldvenner investerer med hjertet: Ser store muligheder lokalt

Fire fodboldvenner har hjerte for padelspillet - nu vil de have flere udøvere af sporten i Thy

14. april 2023 kl. 10.33
Opdateret 17. april 2023 kl. 11.14

THISTED: De kender hinanden fra fodboldmiljøet i Thisted. Nu indtager de en helt anden bane som nye ejere af Padel Club Thisted.

Fredag 14. april fik de nøglerne til padelanlægget på Vilhelmsborgvej i Thisted. Det stod klar i 2022 som det eneste indendørs opvarmede anlæg i Thy.

Den nye ejerkreds består af de fire fodboldvenner Mogens Sørensen, Kristoffer Strangholt, Kasper Møller og Peter Bechmann samt ejerne af Racket Club Mors. Det er Torben Haaning, VW forhandler Thisted-Nykøbing, og Jan Larsen,  Racket Club Dragør.

De fire nye lokale medejere investerer ikke i padelsporten for forretningens skyld.

- Vi har hver vores arbejde ved siden af. Men vi gør det af hjertet, fordi vi, efter selv at have spillet i et par år - flere gange udenfor Thy, kan se at der er store muligheder for at udvikle sporten lokalt.

Det gælder med opstart af turneringer og etablering af en egentlig klub.

Firkløveret vil også arbejde på at tiltrække endnu flere børn, unge og voksne til padelsporten, men også skoler, institutioner og virksomheder er en målgruppe, hvor der skal findes nye spillere.

Billede beskrivelse

Nyt navn

Det er meningen, at centret skal tilbyde træning, forskellige arrangementer og turneringer for alle aldre og niveauer.

På den måde håber ejerkredsen, at centret kan blive et samlingssted, hvor der opbygges et stort socialt netværk på tværs.

- Så vi ser mange muligheder for at give sporten yderligere fremgang i Thy, lyder det fra Peter Bechmann og ejergruppen.

Padelcentret vil hedde ”Padel Club Thisted” nogle måneder endnu. Men hen over sommeren præsenteres et helt nyt navn i forbindelse med åbent hus og reception.

Forinden skal de kun to år gamle faciliteter renoveres med nye omklædningsrum, klublokale og loungeområde.

Padel Club Thisted har omkring 1000 brugere af de syv baner på Wilhelmsborgvej 18.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste