Fem kunstnere fra Thy og Mors er med på Vrå-udstillingen
Erik Heide, Kirsten Klein, Erland Knudssøn Madsen og Kurt Tegtmeier er medlemmer, mens Thomas Wolsing er med som gæst
THY-MORS: Fem kunstnere fra Mors og Thy - Erik Heide, Flade, Kirsten Klein, Sønder Dråby, Erland Knudssøn Madsen, Hinding, Kurt Tegtmeier, Vang, og Thomas Wolsing, Hundborg - er repræsenteret på dette års udgave af Vrå-udstillingen, som lørdag 1. august åbner i Kunstbygningen i Vrå, der også er kendt som Engelundsamlingen, med i alt 30 bidragydere.
Det er en kunstnergruppe af samme navn - Vrå-udstillingen - som står bag den årlige udstilling. Fire af deltagerne fra Thy og Mors er medlemmer af gruppen, mens Thomas Wolsing er med som gæst.
Vrå-udstillingens historie går tilbage til 1942, hvor maler Svend Engelund (1908-2007) af daværende højskoleforstander Arne Brandt Pedersen blev opfordret til at vise sine malerier under Vrå Højskoles efterårsmøde. 1992 åbnede Kunstbygningen i Vrå så lige ved siden af højskolen.
Årets udstilling, der varer til og med søndag 30. august, er i år uden officiel åbning, men hver søndag i udstillingsperioden er der omvisning.
Nærmere på: www.kunstbygningenvraa.dk