Fællesspisningerne foregår i Hannæshallen i Vesløs onsdag aften 28. september og i Madværkstedet i Plantagehuset i Thisted, torsdag aften 29. september. <i>Arkivfoto: Ole Iversen</i>
Det sker

Fællesspisninger i Hannæs og Thisted til March mod Ensomhed

23. september 2022 kl. 11:22

THY-HANNÆS: Føler man sig ensom, eller kender man én, der har brug for en udstrakt hånd?

Eller synes man bare, at kampen mod ensomhed er en vigtig sag?

Så kan man komme med, når Thisted Kommune holder fællesspisning for alle borgere i Thisted Kommune i samarbejde med “March mod Ensomhed”.

Fællesspisningerne foregår i Hannæshallen i Vesløs onsdag aften 28. september og i Madværkstedet i Plantagehuset i Thisted, torsdag aften 29. september.

Man behøver ikke at deltage i marchen for at spise med.

- Til fællesspisning ser vi hinanden i øjnene, og vi kan inddrage hinanden i snakken. Det hele foregår på højskolemaner, for på den måde er der mange anledninger til at komme i snak om, hvilke fællesskaber man enten er en del af eller kan opsøge. Det er nemmere at bryde tabuet om ensomhed, når vi er sammen om det. Sundhedsprofilen 2021 for Thisted Kommune viser, at der er flere, der føler sig ensomme, og stigningen ses især blandt unge 16-24 år og kvinder 25-44 år, siger Henriette Odgaard, der er sundhedsmedarbejder i Sundhedsfremme og forebyggelse i Thisted Kommune og medarrangør.

Programmet består af velkomst ved Sundhedsfremme og Forebyggelse, Thisted Kommune, fællesspisning, foredrag ved Patrick Cakirli (stifter af March mod Ensomhed), oplæg ved Boblberg (Digital Platform for fællesskaber) samt en afrunding af aftenen.

Prisen for aftenen er 50 kroner.

Udover fællesspisningerne byder Thisted Kommune på morgenmad til deltagerne i March for Ensomhed før afgang både torsdag morgen 29. september på Østerild Skole og igen fredag 30. september fra rådhuset i Thisted.

Man kan deltage i marchen og gå med, så langt man ønsker.

- Ingen mennesker skal føle sig ensomme. Ingen skal stå helt alene uden mulighed for meningsfulde fællesskaber. Det er målet. Den ensomme, omverdenen og kommunen – alle har vi et ansvar for at bekæmpe ensomhed. Det er en opgave der skal løftes i fællesskab, siger Henriette Odgaard.

Annonceret indhold

Nyeste