Fællesskabet fylder femti: Vær med til at fejre jubilaren
HURUP: Lørdag den 2. november bliver en helt særlig dag for et langvarigt fællesskab og kammeratskab i Sydthy.
Den lørdag er det nemlig 50 år siden, Sydthy Y´s Men´s Club blev stiftet, og i den anledning inviterer klubben til reception i genbrugsbutikken i Nygade 16 i Hurup.
Under receptionen, der finder sted fra klokken 9.30-12, byder klubben på en lille forfriskning og vil undervejs uddele støttemidler til efterårets ansøgere og præsentere klubbens 50-års jubilæumsskrift.
Bag jubilæumsskriftet står et fire mand stort redaktionsudvalg med tilhørende koner, og blandt de fire er Børge Olesen, der har været medlem i 45 år og den første charterpræsident, den nu 94-årige Johannes Hartmann, der var med til at stifte Sydthy Y´s Men´s Club og fortsat er aktiv i fællesskabet.
- Det var klubberne i Thisted og Nykøbing, der dengang inviterede interesserede til møde hos dem med henblik på at stifte en klub i Sydthy. Til det møde var vi to fra Bedsted, hvor jeg var den ene, forklarer Johannes Hartmann.
Betingelsen for at stifte en klub, et såkaldt charter, var tilsagn fra 22, og selv om mange viste interesse på et efterfølgende møde med spisning, så var kun få af den langtidsholdbare slags.
- Så måtte vi ud på gader og stræder for at få folk med. Det var lidt op ad bakke, så det tog ni måneder fra det første møde, til stiftelsen af vores charter, siger Johannes Hartmann.
På stiftelsesdagen talte klubben 28 medlemmer, som faktisk er samme antal medlemmer, klubben har i dag.
Det højeste antal, var i perioden 2005-2009, hvor 43 betalte kontingent.
Organisatorisk er klubben bygget op med en præsident, en vicepræsident og en sekretær, der i dag hedder henholdsvis Gunner Volsgaard, Preben Pedersen og Ebbe Skammelsen.
Støtter lokalt
Y´s Men udspringer af de kirkelige ungdomsorganisationer KFUM og KFUK og er et åbent, kristent og socialt fællesskab, hvor klubberne arbejder aktivt for at støtte og hjælpe organisationer, som udfører socialt og humanitært arbejde og børne- og ungdomsarbejde.
- Vi har stadig et særligt bånd til KFUM og spejderne i lokalområdet, og det er også lokalt, vi støtter mest, siger Ebbe Skammelsen.
Over år er det blevet til en samlet økonomisk støtte på over fem millioner kroner, så i gennemsnit uddeler klubben støtte for 100.000 kroner årligt.
På jubilæumsdagen bliver det dog til lidt flere, for de har samlet lidt til bunke for at kunne tilgodese de udvalgte ansøgere lidt ekstra.
- Vores primære indtægtskilde er vores genbrugsbutik, som vi selv byggede tilbage i 2011. Her er alle medlemmer mere eller mindre inde over, siger Gunner Volsgaard.
Genbrugsbutikken holder åbent hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag.
Ud over receptionen lørdag den 2. november, markerer Sydthy Y´s Men´s Club jubilæet med et arrangement den efterfølgende lørdag, hvor naboklubber og inviterede gæster fejrer de 50 år med først gudstjeneste i Hurup Kirke og siden en festmiddag på Thinghuskroen i Vestervig.