Billede beskrivelse

Event for hele familien: Middelalderdag med leg, musik og lysshow

06. oktober 2024 kl. 06.04

Ø.ASSELS: I efterårsferien inviterer de 4 Kulturhuse i Øster Assels: Strømpehuset, Kulturkøbmanden, Kultur- og Forsamlingshuset samt Borgerhuset, på en festlig event med boder, bål, leg, musik, lysshow, quiz og meget mere.

Alt sammen under det fælles tema middelalderdag, hvor alle sanser bliver aktiveret med både lyd, lys og dufte fra madlavning over bål og ved boderne på pladsen, som tilsammen er med til at skabe den rette middelalderstemning.

Middelalderdagen finder sted fredag den 18. oktober fra klokken 15-22.

Det er den tidligere fælled i Øster Assels, der i dag er p-plads syd for kirken og kirkegården, der bliver omdrejningspunktet for begivenhederne. Den gamle fælled ligger centralt placeret i byen, og lokaliteten har, sammen med kirken og kirkegården fra 1200-tallet, en fælles historie, der rækker tilbage til middelalderen.

De 4 Kulturhuse har ligeledes hver især en historie, som man på dagen kan høre om, når dørene åbnes for gæster, og lokaliteterne bliver en del af eventen. Man kan deltage i en quiz, hvor der skal svares på spørgsmål efter besøg hos alle de fire kulturhuse. Præmien trækkes sidst på dagen.

Billede beskrivelse

Leg, mad og musik

Begivenhederne starter klokken 15, hvor de 4 Kulturhuse hver især står for forskellige aktiviteter indtil klokken 17. Man kan køre mellem de fire kulturhuse i hestevogn. Klokken 17-19 bliver der så liv på den gamle fælled.

Her bliver der for alvor skruet op for middelalderstemningen med boder, duften af brændte mandler, bålplads, hvor der bages snobrød og pandekager og der arrangeres sjove spil og lege fra gamle dage, hvor alle aldersgrupper bliver aktiveret. Der bliver skruet ekstra op for middelalderstemningen på pladsen, når bandet Fýri, fra klokken 17 underholder og spiller op til dans.

Billede beskrivelse

Fýri er en kvartet fra Danmark og Sverige. De synger og spiller en blanding af original musik og traditionel musik fra 800-1500-tallet, med inspiration fra vikingetiden, middelalderen og den tidlige renæssance. Og har man lyst, kan man lære at træde dansen, som man gjorde i middelalderen.

Stort lysshow, græskar og fakkeloptog

Ved Brugsen bliver der udhulet græskar, som senere bliver en del af det store lysshow om aftenen. De udhulede græskar bæres med lys i op til kirken, hvor de placeres langs indgangen og senere skal lyse, under det store lysshow, som er programsat til klokken 20 med fakkeloptog fra Kultur- og Forsamlingshuset op til kirken. I kirken vil der forud for lysshowet være lysmesse klokken 19-19.45.

Billede beskrivelse

Men det helt store højdepunkt bliver det flotte lysshow, som kommer til at foregå på strækningen fra forsamlingshuset op til kirken. Showet bliver en blanding mellem lys og musik, når omgivelserne lyses op til middelaldertoner fra Fýri.

- Vi havde sidste år et tilsvarende lysshow med et 10 minutters langt lysshow foran plænen ved Borgerhuset. Det er det samme selskab, som vi samarbejder med i år, nemlig SL Production. Sidste år lavede de sammen med komponisten Kristian Rymkier et fantastisk show. Denne gang kommer lysshowet til at fungere i et samspil med musik fra Fýri, siger medarrangør fra Strømpehuset, Kirsten Sander.

Når lysshowet er vel overstået, kan man fortsætte med hyggen i Kultur- og Forsamlingshuset eller på pladsen, hvis vejret tillader det. Her vil der være mulighed for at købe forfriskninger indtil klokken 22, hvor begivenhederne slutter.

På dagen vil Kirkestræde blive lukket for kørende trafik. Der vil være mulighed for parkering ved Brugsen, Borgerhuset, Købmand Dige eller de tilstødende veje.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste